Han bygger bro mellem skaberglæde og kunstformidling i Vrå

Kunstneren og kunsthistorikeren Søren Elgaard har gennem mange år sat fokus på Vrå som formand for kunstnersammenslutningen Vrå-udstillingen. Nu er årets udstilling åbnet – med Vrå som tema

Søren Elgaard har været besat af broer, siden han var dreng – og han bruger også broer som motiver på mange af sine værker. –
Søren Elgaard har været besat af broer, siden han var dreng – og han bruger også broer som motiver på mange af sine værker. – . Foto: Hanne Pedersen.

Det begyndte med et trinbræt mellem Hjørring og Aalborg. Derfra opstod stationsbyen Vrå ud af ingenting for snart 150 år siden.

Siden kom Vrå Højskole også til som den første højskole i Vendsyssel. Og derfra voksede kunstnersammenslutningen Vrå-udstillingen også ud af Vrå, efter Svend Engelund af højskoleforstander Arne Brandt Pedersen i 1942 blev opfordret til at vise sine malerier under højskolens efterårsmøde. Og det var senere Svend Engelund selv, der opfordrede kunstnersammenslutningens nuværende formand, Søren Elgaard, til at blive en del af kunstnersammenslutningen.

”Min kone arbejdede dengang som museumsleder i Hjørring, så jeg kørte tit gennem byen. Og da Svend Engelund hørte, at jeg var medlem af Den Frie Kunstudstilling i København, syntes han, at det var godt nok til dem,” fortæller den nu 67-årige kunstner og kunsthistoriker, der selv voksede op i industribyen Aalborg.

Søren Elgaards far var fabriksarbejder og kom sommetider hjem med overskydende papir fra fabrikken, sønnen kunne tegne på. Det blev til mange tegninger på ”fabriksaffald” gennem barndommen.

Søren Elgaard havde også en onkel, der ved siden af sit arbejde som slagter var amatørmaler. Sådan tændtes interessen for at male og tegne, og da Søren Elgaard senere fik et arbejde som bud, forærede kioskejeren ham en hel kasse med oliefarver og malergrej, som han straks tog i brug.

I et lille kælderværelse på seks kvadratmeter skabte han nogle af sine første malerier, ligesom han også begyndte at tage kunstfotografier. Allerede som barn tegnede han Limfjordsbroen mange gange, og broer er stadig et af hans foretrukne motiver – tidligere i år fik han her i avisen også ros for en udstilling med værker med broer fra hele verden som motiver.

Søren Elgaard blev tidligt anerkendt som en af nyrealismens pionerer herhjemme. Men i modsætning til mange andre kunstnere ville han dog hellere læse kunsthistorie end komme på kunstakademiet, og gennem hele sit voksenliv har han kombineret tilværelsen som udøvende kunstner med at være kunsthistoriker. Indtil han gik på pension tidligere i år, underviste han også i kunsthistorie på Aarhus Universitet, hvor han allerede som studerende traf sin kone, Hanne Pedersen, der også er kunsthistoriker. Og interessen for kunst er også gået videre til parrets tre, nu voksne, børn. Den mellemste søn arbejder med computergrafik, mens Søren Elgaard både har haft sin ældste søn og sin datter som studerende i kunsthistorie. Selv har han oplevet det som en berigelse at have både den praktiske skabertrang og den akademiske glæde ved at beskrive den, mens andre sommetider har mødt hans kunst med en skepsis, fordi han også var kunsthistoriker, forklarer han selv. Men Vrå-udstillingen har gennem årene været et godt sted at vise og sælge hans kunst.

”I København har gallerierne efterhånden overtaget al privatsalget for kunstnerne, men her nyder vi godt af at være bagud på det punkt. Folk kører gerne fra Kolding, Aarhus og København for at se det, mens vi her i Vrå måske stadig mærker sporene efter kulturgløften fra gamle dage, hvor jernbanen nærmest bogstaveligt delte folk efter synet på kultur. Men i år har vi netop Vrå som tema – også som en fremstrakt hånd til byens mere kulturfremmede borgere.”

Dette års Vrå-udstilling bliver anmeldt i avisen i morgen.