Da Muhammed-krisen rasede i 2006, sad daværende islamsekretær i Danmission Harald Nielsen i et lokale i en egyptisk landsby 100 kilometer fra Kairo. Lokalet var stuvende fuldt af mennesker, og stemningen var anspændt, mens missionæren sad og ventede på at få ordet.
Teologen og missionæren, der i dag fylder 75 år, var leder af en såkaldt kirkedelegation, der var rejst til Egypten for at ”slukke brande”, som man kaldte de diplomatiske problemer, Danmark var havnet i på grund af Morgenavisen Jyllands-Postens karrikaturtegninger af muslimernes profet Muhammed året inden. I landsbyen, han befandt sig i nu, truede de lokale med at afbryde et større projekt med Danmission.
Endelig fik Harald Nielsen ordet:
”Jeg sagde, at jeg kunne forstå, at de var vrede, og at det var jeg også. Jeg kunne forstå, at de havde fået krænket deres religiøse følelser, og at det havde jeg også. Men jeg tror på Jesus, og han har sagt, at hvis nogen slår dig på den ene kind, skal du vende den anden til. Så stak jeg kinden frem og sagde, at nu kunne de slå løs. Der blev så stille, at man ikke bare ville kunne høre én, men mange knappenåle falde til jorde,” siger han.
Historien er vand på Harald Nielsens egen dialog-mølle. Som først generalsekretær og senere islamsekretær i Danmission har han i mange år været en ivrig fortaler for at bruge dialog med den muslimske verden som en vej mod fredelig sameksistens. Og dette tilfælde viser, at dialog virker, mener han.
”Det handlede om at forklare disse mennesker, at det ikke var en udbredt holdning i Danmark, at vi skulle håne muslimer og såre deres følelser. At mange af os faktisk ikke syntes særligt godt om de tegninger og var villige til at give en undskyldning. I den efterfølgende tid fik vi meldinger om, at der netop i de områder, hvor vi havde projekter, ikke var nogen uro som følge af Muhammed-tegningerne.”
Missionsmanden tror stadig på dialog som vejen frem. En af hans yndlingssange er højskolesangen ”Jeg elsker den brogede verden”, og han mener, at det multikulturelle samfund er en gave. Han ved, at det af mange betragtes som naivt i dag.
”Ja, politikerne vil i den grad sige, at det er naivt. Mit svar er bare, at Jesus også var naiv. Han sagde ’bed for dine fjender og dem, der forfølger dig.’ Islam er som religion en fredens religion, men der er nogle få muslimer, som ikke praktiserer fred, ligesom kristne gennem historien har skabt ufred.”
Du var kritisk over for Muhammed-tegningerne. Er der sket noget i de mellemliggende år – for eksempel terror mod Charlie Hebdo og skolelæreren Samuel Paty – der har ændret dit syn på berettigelsen af at tegne muslimernes profet Muhammed?
”Jeg er enig med Uffe Ellemann-Jensen (tidligere udenrigsminister, red.) i, at vi har ytringsfrihed, men ikke ytringspligt. Hvad var formålet med tegningerne – hvor var kærligheden i det, man gjorde?”
Indtil sin pension i 2010 var mission, dialog og ”brandslukning” det, der fyldte Harald Nielsens hverdag. Siden har han helliget sine arbejdstimer til en anden passion, nemlig kirkehistorie. I 2019 kom værket ”DMS’ historie fra 1821-1985” om Det Danske Missionsselskabs historie. Bogen var ni år undervejs og blev anmeldt til seks stjerner i Kristeligt Dagblad.
Under sin corona-isolation har han skrevet en opfølgning til den om, hvordan missionssynet har ændret sig over 200 år. Som han selv siger, har han altid været meget optaget af historie, men han har aldrig haft tid til historiske sysler, før han blev pensioneret.
”Nogle spiller bridge i deres fritid, andre samler på frimærker. At skrive om kirkehistorie er min frimærkesamling, som jeg har kunnet gå og hygge mig med,” siger han.
Inden sin tur til Egypten i 2006 blev Harald Nielsen i lufthavnen spurgt af en journalist om, hvad hans kirkedelegation ville kunne udrette, som Udenrigsministeriet ikke ville kunne, i forhold til Muhammed-krisen. Han svarede, at han ikke rejste afsted som politiker, men som et religiøt menneske med forståelse for, hvordan andre religiøse opfatter verden.
”Jeg har altid haft den opfattelse, at man skal have en stærk forankring i sin egen tro for at have overskud til at være åben over for mennesker med en anden tro. Min tro har altid været båret af, at Gud vil mig, og han vil verden noget. At jeg ikke skal lave verden om, men være vidne om, at det vil Gud tage sig af.”
Hans interesse for kirkehistorie blev vakt på teologistudiet i Aarhus, mens hans tro blev vakt allerede som barn i Sæby i Nordjylland, da han var med i FDF og KFUM og KFUK. Han har tidligere fortalt om, hvordan han har hentet styrke i sin tro, og det gør han stadig. Han er overbevist om, at der vil ske noget godt efter døden.
”Så tror jeg, at Vorherre har en stol til mig et sted, som vi kalder en himmel, men som jeg ikke kan forklare, hvad er for noget. Det er jeg fuldstændig overbevist om, hvilket vi jo også siger i trosbekendelsen, hvor vi bekender, at vi tror på det evige liv. Jeg håber, at jeg bliver genforenet med dem, jeg elsker, men ingen ved, hvordan det bliver. Det er kun Jesus, der er vendt tilbage fra dødsriget – alle andre har indtil videre fået en enkeltbillet.”