Han er en del af landets kirkehistorie

Hans Olav Okkels var ikke med til at skrive pjecen fra 1964, "Kirkens Ja og Nej", men han blev en af de mest centrale debattører i en kirkelig debat, som fulgte, og som kun kan sammenlignes med Grosbøll-debatten i omfang

Hans Olav Okkels har siden midten af 1960'erne været en af de markante skikkelser på kirkens højrefløj. -- Foto: Scanpix.
Hans Olav Okkels har siden midten af 1960'erne været en af de markante skikkelser på kirkens højrefløj. -- Foto: Scanpix.

Hans Olav Okkels er kirkehistorisk. Ikke kun fordi den tidligere sognepræst i dag fylder 70 år, men fordi han var blandt en gruppe af markante kirkefolk, som i 1964 var med til at kickstarte en diskussion om synet på den lutherske folkekirke, som siden kun har set sin lige i den landsomfattende Grosbøll-debat.

Det var de to små ord, "ja" og "nej", som satte sindene så voldsomt i kog, at den kirkelige debat holdt sig varm i flere år. Et sjældent syn i folkekirken, når det handler om kirkesyn og personlig gudstro. "Kirkens Ja og Nej" hed den lille pjece, som blandt andet satte spørgsmålstegn ved danskernes lunkne forhold til dåb og kirkegang, forsvarede Jesu undere, jomfrufødsel og andre traditionelle kristne dogmer, og endelig var spørgsmålet om for eller imod kvindelige præster og abort også med. Hans Olav Okkels, som bor i Roager ved Ribe, er blandt de gamle kæmpere på den kirkelige højrefløj, der også tæller navne som Regin Prenter, Hartvig Wagner, Jørgen Glenthøj, Asger Højlund, Poul Ulsdal og Svend Aage Nielsen. Navne, som i en lang årrække har optrådt i Kristeligt Dagblads spalter.

Hans Olav Okkels er født i Århus med en familiemæssig baggrund, som var grundtvigsk, men med en far og en mor, som orienterede sig mere mod Indre Mission. Det kan være en af forklaringerne på, at Hans Olav Okkels blev højkirkelig i teologi og kirkesyn ved at kombinerede den grundtvigske vækkelse, som var kirkelig, med den bibeltro og kirkelige del af missionsbevægelsen. I alle årene som sognepræst har han brugt tidebønner i konfirmandundervisningen og en "god og traditionel liturgi" i højmessen.

"Kirkens Ja og Nej" vandt ikke folkelig opbakning, men det fik ikke initiativgruppen til at give køb på sin stædighed. I kølvandet fulgte "Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse", en forening, som også har haft begrænset udbredelse, men som ikke har manglet ideologisk gennemslagskraft. Da det i denne sommer kom frem, at vore dages kirkelige højrefløj arbejder på at etablere et nyt netværk, skortede det ikke på henvisninger til inspiration fra den gamle Ja og Nej-bevægelse.

"Kirkens Ja og Nej" er grundlæggende inspiration i en række nyskabelser i den konservative del af folkekirken: Menighedsfakultetet, Kristeligt Forbund for Studerende, de kristne friskoler, Kristeligt Folkeparti (i dag Kristendemokraterne), Børkop Bibelskole og samtaleforummet De Otte (konservative organisationer og bevægelser).

Igennem årene blev Hans Olav Okkels i Kirkelig Samling en respekteret debattør, men også en sognepræst, som kolleger kunne søge råd og vejledning hos, når der opstod problemer. Nok diskuterede Hans Olav Okkels de store linjer i kristendommen, men hans engagement som sognepræst gjaldt også helt almindelige danske sognebørn i Virum, Tårnby, Klinte og Grindløse, Herning og til sidst i en lang årrække i Hygum og Fole ved Ribe, hvor han virkede frem til afskeden i 2002.

Hans Olav Okkels var med til at etablere retrætestedet Hellig Kors Kloster ved Skjern. Hans Olav Okkels er stadig formand og har blandt andet elever fra efterskoler på besøg til et par dages stilhed, afsluttende med en af hans gudstjenester. Resten af otiummet går med at tale en smule rundt om i sognene og klare 20-30 gudstjenester om året som vikar for kolleger.

vincents@kristeligt-dagblad.dk