Mikkel Hansen er hele Danmarks håndboldhåb

Håndboldstjernen Mikkel Hansen har i næsten bogstavelig forstand fået håndbolden ind med modermælken. Uden for banen engagerer han sig i at bekæmpe mobning og dyrker sin store interesse for kunst

 Håndboldstjernen Mikkel Hansen engagerer sig ved siden af sin professionelle håndboldkarriere i at bekæmpe mobning og styrke holdånd. –
Håndboldstjernen Mikkel Hansen engagerer sig ved siden af sin professionelle håndboldkarriere i at bekæmpe mobning og styrke holdånd. – . Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix.

Håndboldfeberen har for alvor ramt Danmark. Enhver håndboldfans øjne og håb hviler i disse dage på det danske herrelandshold, som med den ene sejr har kæmpet efter den anden kæmper for at nå til tops ved verdensmesterskaberne.

Store forventninger er der især til holdets ubestridt største stjerne, den 31-årige venstreback Mikkel Hansen, som er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller tre gange af Det Internationale Håndboldforbund.

Det lyder måske som en kliché, men Mikkel Hansen har faktisk i bogstavelig forstand fået håndbolden ind med modermælken. Han var ikke mere end 14 dage gammel, da hans forældre tog ham med til den første håndboldkamp – en pokalfinale i Slagelse – hvor Mikkel Hansen blev ammet i pausen. Sport fyldte i det hele taget meget i Helsingør-familien, som Mikkel Hansen voksede op i. Begge hans forældre har også dyrket elitesport, og hans far, Flemming Hansen, spillede selv på håndboldlandsholdet, da han var ung.

Opdragelsen var konkurrencepræget, men ifølge Mikkel Hansen med vægt på sunde værdier. Det var, som han fortalte til Morgenavisen Jyllands-Posten sidste år, ikke et hjem, hvor man bad bordbøn, eller hvor kirken fyldte på andre tidspunkter end ved højtiderne, men læresætningen om, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles, var fundamental.

”Jeg troede i lang tid, at det var en selvfølge for alle børn at vokse op i et hjem med overskud og kærlighed. Sådan er det desværre ikke, og derfor er jeg også taknemmelig for min familie og den opdragelse, jeg fik,” sagde Mikkel Hansen.

Det var dog også et hjem, hvor man blev opfordret til altid at gøre sit bedste, og som den elitesportsmand, han er, lægger Mikkel Hansen heller ikke i dag skjul på, at han hader at tabe, ligesom han heller ikke bryder sig om kolleger, der brokker sig og giver op.

”Sport er en jungleverden, hvor den stærkeste overlever. Hvis man får én på kassen og ikke giver igen, bliver man trynet. Det kan jeg meget godt lide,” sagde Mikkel Hansen til Morgenavisen Jyllands-Posten i 2018.

Samtidig engagerer han sig i at fremme håndbolden som en holdsport, som børn skal have det sjovt med at spille. I 2017 stiftede han foreningen MH 24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning, der afholder håndboldlejre i hele landet. Her får børn lov til at lære af den bedste – både om håndbold og om, hvordan man er en god og støttende holdspiller både inden og uden for banen.

På Mikkel Hansens Instagram-profil er det dog ikke sporten, der dominerer, men derimod billeder af skulpturer, malerier og installationer. Kunst er Mikkel Hansens store interesse, og i Paris, hvor han bor og til daglig spiller for det franske storhold Paris Saint-Germain, holder han i sin sparsomme fritid af at udforske gallerier og museer.

”Jeg tror altid, jeg har været fascineret af kunst. Især fordi jeg vidste, hvor svært det var. Jeg har også en forkærlighed for folk, der er meget handy med deres hænder, som tømrere og så videre. Mest fordi jeg ikke selv er super skarp på den front. Jeg synes i bund og grund bare, det er vildt fascinerende, at man kan kreere en masse ting med sine hænder,” fortalte Mikkel Hansen til TV 2 sidste år.

Med sig i Paris har Mikkel Hansen kæresten Stephanie Gundelach, med hvem han fik sønnen Eddie Max den 6. januar i år.