Superstjernen, der er helt nede på jorden

Rasmus Seebach bærer den musikalske fakkel videre fra den forrige generation. Sange som ”Engel”, ”Øde ø” og ”Natteravn” er allemandsseje. I dag fylder den folkekære troubadour 40 år

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive min tro. Men jeg vil i hvert fald ikke opgive håbet. Håb er vigtigt for mig. Og jeg har også altid været god til at se det lyse i livet,” har Rasmus Seebach tidligere sagt til Kristeligt Dagblad. – Foto: Leif Tuxen.
”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive min tro. Men jeg vil i hvert fald ikke opgive håbet. Håb er vigtigt for mig. Og jeg har også altid været god til at se det lyse i livet,” har Rasmus Seebach tidligere sagt til Kristeligt Dagblad. – Foto: Leif Tuxen.

I Odense bor to unge kvinder, som står bag en af de adskillige fansider, der hylder Rasmus Seebach på de sociale medier. Lea Skovstrøm er 20 år og er vokset op med Rasmus Seebachs musik. Hun var ni år, da stjernen slog igennem med ørehængeren ”Engel” i 2009. Siden har sangeren og sangskriveren skrevet pophistorie med 100.000-vis af solgte plader og talrige nummer ét-hits.

Som 13-årig fik Lea Skovstrøm en koncertbillet i julegave. Koncerten blev spillet i Odense, og Lea Skovstrøm var i selskab med sin mor. Den dag blev hun fan. Melodierne, nærværet, glæden og stemningen til koncerten satte sig fast i den unge pige, som det år før havde gjort det hos hendes mor.

Rasmus Seebachs musik strømmer gennem flere generationer. Hans sange er nære og enkle, og han tør synge sange om kærlighed uden et ironisk filter. Det kan rigtig mange tilsyneladende spejle sig i. Tekstuniverset er af flere anmeldere dømt som banalt. En kritik som også hans far, Tommy Seebach, lagde øre til, da det var ham, der producerede en perlerække af ørehængere i 1970’erne og 1980’erne. Rasmus Seebach er stolt over at synge faderens sange, har han tidligere fortalt her i avisen:

”Det er en ære for mig at synge ’Under stjernerne på himlen’ og andre af hans sange for fyldte festivalpladser i dag. På den måde kan hans sange leve videre. Det ville jeg ønske, at han kunne have oplevet. For jeg kan se på folk, at de stadig elsker hans sange.”

Familien Seebachs historie blev hudløst skildret i dokumentaren ”Tommy” fra 2010.

Det musikalske multitalent, Tommy Seebach, kæmpede imod tiden, der ikke fór nænsomt over hans musikalske repertoire. Sideløbende foregik en ulige kamp imod et stigende alkoholmisbrug, som endte med at splitte familien. Som 53-årig døde Tommy Seebach. Tørlagt og i gang med at lave ny musik.

”Jeg tænker på ham hver dag,” har Rasmus Seebach fortalt om savnet af sin far.

”Men jeg har ikke opgivet at møde ham igen. Nogle år før han rigtig døde, pralede han af at have været død i syv minutter. Og min bror og jeg spurgte, hvordan det var at dø. ’Nå, der er helt sort,’ svarede han. Men jeg tror ikke, at han var nået helt over på den anden side.”

I hittet ”Den jeg er” fra 2013 sætter Rasmus Seebach ord på håbet om at møde sin far igen:

”Jeg ved godt, at du sir/ der er helt sort/ men jeg drømmer, jeg håber og jeg tror,/ at vi alle sammen ses på den anden side.”

Medfødt musikalitet og et lyst sind har været vigtige ingredienser i opskriften på den enorme succes, Rasmus Seebach har oplevet gennem de seneste 11 år. En trofast skare af fans har fulgt ham hele vejen.

Og de bliver kun flere, hvis man spørger superfan Lea Skovstrøm. For Rasmus Seebach ser sine fans, siger hun. Under koncerterne søger stjernen øjenkontakt med dem, som følger ham rundt på turnéer i hele landet. Efter Lea Skovstrøms første koncert introducerede hun popfænomenet for folkeskoleveninden Nicoline Jakobsen. Siden da har de to veninder oplevet flere end 90 koncerter tilsammen. Og dannet fansiden ”TeamSeebachlovers”.

”Han anerkender sine fans og spørger ind til os, når vi mødes. Det er vildt at forestille sig. Han giver så meget af sig selv både på scenen og bag scenen. Det er derfor, vi er blevet så afhængige,” fortæller Nicoline Jakobsen med tydelig begejstring.

”Han er så nede på jorden og vildt god live,” supplerer veninden Lea Skovstrøm.

”Vi har mødt ham mange gange. Han stopper altid op efter koncerterne og har tid til at sige hej. Han er ikke så stjerneagtig, når man møder ham. Det er som om, vi kender hinanden,” fortæller Lea Skovstrøm om det helt særlige ved Rasmus Seebach.