Han er til både musik og maleri

Mikael Melbye kan skrive operasanger, instruktør og scenograf og billedkunstner på visitkortet. I morgen fylder manden med talenterne 60 år

Billedkunstner med mere Mikael Melbye ved det portræt, han har malet af Pia Kjærsgaard. -
Billedkunstner med mere Mikael Melbye ved det portræt, han har malet af Pia Kjærsgaard. - . Foto: Betina Garcia/Scanpix.

Det er de færreste beskåret at have flere fuldt udfoldede karriereforløb gennem et arbejdsliv. En af de få er multitalentet Mikael Melbye.

Langt inde i en små 30 år lang karriere som operasanger med store roller på de største operascener i verden kastede han sig over at instruere opera- og balletforestillinger og blev en efterspurgt instruktør og scenograf. Og lige nu står han på toppen af en karriere som lige så efterspurgt portrætmaler.

Han har portrætteret en lang række kendte og ukendte danskere, og blandt dem, der føler sig tryg ved, at det er Mikael Melbye, der står ved staffeliet, er dronning Margrethe og andre medlemmer af kongehuset. Et af Melbyes nye officielle portrætter forestiller dronning Margrethe gallaklædt og afbildet med sølvløverne fra Rosenborg Slot. Det kæmpestore billede hænger i Drabantsalen på Christiansborg.

Egentlig drømte Mikael Melbye om at blive arkitekt, men i gymnasietiden blev han vundet for den klassiske musik og kastede sig over sangen. Han debuterede i 1975 som 20-årig i Mozart-operaen ”Cosi fan tutte”, men det store gennembrud fik han som Figaro i Rossinis ”Barberen i Sevilla”. Hans baryton blev hurtigt så efterspurgt, at han en overgang var nummer 15 på listen over de bedst betalte sangere med optrædener på scener som La Scala i Milano, Metropolitan i New York og Covent Garden i London. I alt 56 roller nåede han at synge, inden den aktive sangerkarriere sluttede i 2001 med rollen som Marcello i hans egen opsætning af Puccinis ”La Boheme”.

I mellemtiden havde han nemlig kastet sig over at instruere operaforestillingerne og i mange tilfælde også over at stå for dekorationer og kostumer. Mikael Melbye blev valgt til at instruere og lave scenografi til åbningsforestillingen på Operaen i København i 2005, Verdis ”Aida”. Det er siden 1995 blevet til en lang række opera- og balletforestillinger på Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera herhjemme og på scener i hele verden. Han har modtaget flere priser så vel som sanger og som instruktør og både i udlandet og herhjemme.

Selvom han tydeligvis ikke savner bestillinger på portrætter i ordrebogen, har Mikael Melbye ikke sluppet teatret. Eksempelvis satte han sidste år operaen ”Die tote Stadt” af Erich Korngold op så langt væk som i Dallas, Texas./ritzau/