Han får børnene til at høre godt efter

Kjeld V. Johansen har i årtier forsket i at hjælpe børn med indlærings-vanskeligheder. Høreproblemer synes at være en vigtig faktor

Ordblindeforsker, tidligere skoleleder, forfatter og forelæser Kjeld V. Johansen, mener, at en af nøglerne til børns indlærinsvanskeligheder kan bunde i problemer med at høre.
Ordblindeforsker, tidligere skoleleder, forfatter og forelæser Kjeld V. Johansen, mener, at en af nøglerne til børns indlærinsvanskeligheder kan bunde i problemer med at høre. Foto: Privatfoto.

Gemt langt fra alfarvej i et naturskønt område på Nordbornholm fejrer Kjeld V. Johansen, en noget kontroversiel forsker og behandler af ordblindhed, i dag sin 75-års fødselsdag.

LÆS OGSÅ: Det økonomiske overblik

Kjeld Johansen er en mønsterbryder, idet han er født og opvokset i en arbejder-/husmandsfamilie.Efter seks år i Flyvevåbnet tog han lærereksamen fra Haderslev Seminarium i 1963 og blev ansat som lærer på Klemensker Skole på Bornholm. Allerede i studietiden blev Kjeld Johansen interesseret i at arbejde med høremæssige problemer som en mulig årsag til nogle børns indlæringsvanskeligheder, specielt ordblindhed/dysleksi. Denne interesse førte langt omkring og er undervejs resulteret i en Master of Science-grad i psykologi og en ph.d. i pædagogik.

Han har naturligvis skrevet bøger og artikler om dysleksi, og undervejs i karrieren har Kjeld Johansen også været lærerrådsformand, fælleslærerrådsformand, viceskoleinspektør på Søndermarksskolen i Rønne, konstitueret skoleinspektør sammesteds og tilsynsførende ved et par friskoler og på Rønne Privatskole. Desuden har han undervist på Danmarks Lærerhøjskole, holdt forelæsninger ved internationale konferencer og undervist mange steder i verden.

Han har i en årrække været formand for de bornholmske lærere og var én af de første regionale konsulenter i Danmarks Lærerforening, ligesom han var medstifter af og bestyrelsesformand for naturskolen Grynebækken ved Svaneke. Desuden er han svæveflyveinstruktør og har virket i adskillige år som amatørskuespiller i Klemensker Aktørerne.

Siden pensioneringen i 2000 har Kjeld Johansen koncentreret sig om at overbevise verden om, at hørelse og auditiv perception er en særdeles betydningsfuld og oftest overset faktor, når børn slås med at lære og/eller har adfærdsmæssige problemer. Mere end firehundrede psykologer, tale-/hørepædagoger, speciallærere og ørelæger verden over arbejder efter hans JIAS-metode (JIAS), hvor man ved daglig aflytning af individuelt tilpasset musik forbedrer elevernes opfattelse af sproglyd og dermed deres sproglige udvikling. Musikken er komponeret af en anden bornholmer, Bent Peder Holbech, som er tidligere musiklærer ved Bornholms Gymnasium.

Kjeld V. Johansen bor i Rø og har tre drenge, to svigerdøtre, fem børnebørn, en bonusdatter, en bonussvigersøn og et bonusbarnebarn.