Thorkil får autister ud i verden: Problemet ligger hos omgivelser, der ikke kan rumme forskellighed

Autisme er bare en anden måde at være menneske på, siger social entreprenør Thorkil Sonne, som fylder 60 år i morgen. Han har gjort det til sit livsværk at få samfundet til at rumme andre mennesker bedre

Da Thorkil Sonne og hans hustru, Annette, i 1997 fik sønnen Lars, som har autisme, blev det begyndelsen på et projekt, der i dag har spredt sig til 11 lande, hvor formålet er at sikre job til blandt andet autister. Privatfoto.
Da Thorkil Sonne og hans hustru, Annette, i 1997 fik sønnen Lars, som har autisme, blev det begyndelsen på et projekt, der i dag har spredt sig til 11 lande, hvor formålet er at sikre job til blandt andet autister. Privatfoto.

En autistisk person er som den kanariefugl, minearbejderne tog med sig i dybet i forne tider til at advare om farlige gasser i minen: Hvis en autist ikke kan få arbejde og trives i samfundet, kan man regne med, at der står tusinder af mennesker bag ham, som heller ikke kan; alle dem med adhd, tourette og – for den sags skyld – også alle andre, de ”neuro-typiske”, som Thorkil Sonne kalder dém.

Han fylder 60 år i morgen og er (aner)kendt som stifteren af konsulentvirksomheden Specialisterne, der har afdelinger i 11 lande verden over, og hvor konsulenterne er autistiske personer.

Han er social entreprenør og ildsjæl, dels som bestyrelsesformand i Specialisterne Foundation, der har som mål at skabe én million job til autistiske personer verden over, dels som formand for regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål.

Opdelingen i ”neuro-typiske” og ”neuro-mangfoldige” har han fra udlandet. For i samtale med Thorkil Sonne smuldrer begreber om ”dem” og ”os” – de ”udviklingsforstyrrede” og de ”normale”.

”Min kone og jeg fik at vide, at vores søn havde autisme spektrum-for-styr-rel-se,” siger han med en mild og langsom stemme, der akkurat afslører, at han holder ”forstyrrelsen” ud foran sig i strakt arm, som en upassende vits.

For det er hele idéen med hans virksomhed og engagement, at mennesker er forskellige, og at problemet ligger hos den, der ikke kan rumme forskellighed.

”Pointen er meget større end ’kun’ at få plads til autister på vores arbejdsmarked. Stress er nærmest en folkesygdom, men jeg tror på, at hvis arbejdsmarkedet lærer at bruge vores erfaring med, hvordan man leder autistiske personer, kan man reducere stressniveauet og inkludere mange flere, der ikke bruger deres fulde potentiale i dag,” siger han.

I en artikel i The New York Times i 2012 beskrev Thorkil Sonne sin såkaldte mælkebøtte-model: Mælkebøtten er ukrudt, når den vokser op i græsplænen. Men den kan også bruges til at lave salat. Hvad er den så – ukrudt eller urt?

Alt afhænger af øjnene, der ser, og da Thorkil Sonne i 1997 fik en søn, Lars, med autisme, så han noget andet end de lærebøger, der advarede forældrene om, at Lars’ handicap ville være en livslang hæmsko for at få et job og en meningsfuld tilværelse.

”Jeg synes jo ikke, forandringen med ham var så stor, selvom han havde fået en diagnose. Det var bare hans forældre, der var blevet konfuse af, at nogen havde sagt, deres søn havde autisme,” siger han.

Lars var stadig ”skøn” og med forunderlige talenter, som for eksempel dengang han i en alder af syv år kopierede indholdsfortegnelsen i et atlas over Europa fejl-frit efter hukommelsen.

På den måde kommer drivkraften til Thorkil Sonnes livsværk ”fra indersiden”:

”Der stod jo et lille barn foran mig,” som han siger med forældrekærlighedens afvæbnende logik.

Han var direktør i et mindre it-selskab, da han i 2003 sagde sit job op, tog lån i huset og stiftede Specialisterne. Det kræver et skandinavisk velfærdssamfund at handle på sådan en idé, mener han, blandt andet fordi, ”her er en høj grad af social indignation.”

Men det krævede USA at få idéen til at blive stor, så han flyttede dertil i årene 2013-2018. Her tog blandt meget andet guvernøren i Delaware ham under sin vinge og tilbød, at delstaten blev brohoved for Thorkil Sonnes engagement i USA.

Det faldt i amerikanernes smag, at Thorkil Sonne var risikovillig, entreprenant og kom med en mulig løsning på et problem, der er særligt alvorligt i lande, hvor sikkerhedsnettet er så tyndt, at man virkelig kan ramme bunden, hvis man ikke passer ind. Derovre satte han sin målsætning om én million globale jobs inden 2030. Til dato er der skabt omkring 10.000 i 100 internationale virksomheder, vurderer han.

I The New York Times’ store artikel fra 2012 viste Steen Iversen, hvad hans arbejde bestod af. Han havde autisme og var ansat i TDC som konsulent gennem Specialisterne. Hans job var at teste for fejl i nye mobilprodukter. Det er en opgave, der er lige så kedelig, som den er vigtig: Den eneste måde at finde mulige fejl er at taste, indtil alle funktioner er gennemtestede. De fleste ”neuro-typiske” mangler stamina og omhu til at gennemføre sådan en opgave. Men Steen Iversen var utrættelig: Han fandt blandt andet en fejl, der kunne have slået alarmopkaldsfunktionen på en ny telefon fra.

Pointen er, at der er meget talent at hente, hvis man som leder – og samfund – forstår at udnytte det. En god leder for en autistisk person skal blandt andet være tydelig i sine forventinger, respektfuld og evne at skabe tryghed og ro på arbejdspladsen, siger Thorkil Sonne og sammenfatter det indlysende:

”Det er sådan set bare god ledelse. Et sted, hvor autister trives, er en bedre arbejdsplads for alle medarbejdere. Jeg kæmper for at skabe en bedre balance mellem individet og dets omgivelser.”