"J'accuse" – "Jeg anklager"... Formentlig husker den da nyudnævnte kulturminister Carina Christensen (K) fortsat den dag, da hun i 2008 fik besøg af Kaj Munks ældste nulevende søn, og han oplæste sit "skyldbrev" på fire A-4-sider for hende og hendes kontorchef med krav om en officiel undskyldning fra staten. Efter at have læst sit brev op sluttede han af med et forlangende om at få det overbragt til statsministeren. Hvorpå han forlod ministeriet.
Fra Statsministeriet hørte han aldrig siden en lyd. Arne Munk fik aldrig den undskyldning, han efterlyste på faderens vegne, men at kravet blev afleveret kompromisløst og med lidenskab – sådan som Kristeligt Dagblad har fået tildragelsen refereret – er karakteristisk. "Vulkanen fra Vedersø", som Arne Munk er blevet kaldt, var ikke til bløde kompromiser. Bombastisk og buldrende tog han sine slagsmål og gik lige på med bål og brand, som når han for eksempel sammenlignede den frie abort med nazisternes udryddelse af jøderne.
Nu har "vulkanen" så haft sine sidste udbrud og forladt kamppladsen.
Arne Munk, 76 år, døde i torsdags i sit hjem i Vedersø og skal i næste uge begraves fra Hover Kirke. Den ligger tæt ved Kaj Munks jagtejendom, Lokkelykke, som gik i arv til sønnen, og som i høj grad også blev en belastning, for den ene gang efter den anden måtte Arne Munk ud at reparere efter hærværk, men dybt karakteristisk for ham følte han sig forpligtet på at beholde ejendommen, fordi den forbandt ham med den far, hvis dramatiske liv og skæbne kom til at påvirke hans eget. For Arne Munk blev det et liv i skyggen og lyset af Kaj Munk, hans elskede far, som blev myrdet af Gestapo i januar 1944.
Arne Munk var det tredjeældste af de fem børn, Kaj Munk efterlod sig ved sin død. I mange år arbejdede han som lektor i Det Gamle Testamente ved Københavns Universitet og pendlede frem og tilbage mellem hovedstaden og Vedersø, hvor familien bosatte sig. Her blev han nærmest forhadt – som i visse kredse i resten af kongeriget – efter oprettelsen af den siden nedlagte abortmindelund. Kompromisløsheden havde sin pris, og hans modstandere mødte den hårde facade, men så ikke det sårbare og bløde sind, der gemte sig bag den. For kom man nær Arne Munk, fik man det privilegium at opleve et varmt og generøst menneske, der ligesom faderen var i besiddelse af en sprudlende humoristisk sans med et skarpt blik for tilværelsens ofte absurde tildragelser. Og et menneske, som midt i alle sine frontalangreb på folkekirken, den frie abort, eller hvem eller hvad der nu kom inden for skudvidde, bevarede en uhøjtidelig og forfriskende selvironi.
Derfor sled kampen nok også, på trods af at han tilsyneladende trivedes i striden, og med sine synspunkter kom til at stå som den nærmest lidt utilregnelige søn af Kaj Munk, der truede med at brænde faderens og moderens møbler af, fordi staten ikke levede op til løfterne omkring præstegården i Vedersø. I forlængelse af denne strid kom så "skyldbrevet" med kravet om den danske stats officielle undskyldning i præstegårdssagen såvel som for efterkrigstidens mishandling af Kaj Munks minde i det hele taget, ganske uanset om kravet om en sådan undskyldning var realistisk eller ej.
Arne Munk efterlader hustruen, Hanne, og datteren, Mathilde.