Han fik en god idé efter hård oplevelse

Søren Knudsen, der fylder 50 år i dag, har været chef for både TV-Avisen og Lolland-Falsters Folketidende. Nu har han sin egen virksomhed

Fødselaren har en meget stor sportsinteresse og dyrker den blandt andet som formand for Nørre Alslev Boldklub, ligesom han er formand for kommunegruppen i DBU Lolland-Falster.
Fødselaren har en meget stor sportsinteresse og dyrker den blandt andet som formand for Nørre Alslev Boldklub, ligesom han er formand for kommunegruppen i DBU Lolland-Falster. . Foto: Fotograf Ingrid Riis.

Søren Knudsen er uddannet i 1988 som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Efter næsten 20 års journalistisk arbejde uden for Lolland-Falster vendte Søren Knudsen i 2007 også arbejdsmæssigt hjem til fødeøen, da han tiltrådte som chefredaktør for Lolland-Falsters Folketidende. I forvejen var Søren Knudsen bosat i Sortsø på nordsiden af Falster, hvor han er født og opvokset.

Derfor var det et drømmejob at blive chef for det lokale mediehus efter en lang karriere med lederstillinger hos både TV2 og DR, blandt andet som chef for TV-Avisen i fem år og en periode som kommunikationschef i biotech-virksomheden Novozymes.

Men i september 2011 måtte Søren Knudsen forlade drømmejobbet fra den ene dag til den anden, da bestyrelsen besluttede at skære ned på ledelsen for at få økonomien til at løbe rundt. Og chefredaktøren var blandt dem, der måtte gå.

”Frygteligt. Det er ikke noget, man ønsker for sin værste fjende. Der er man virkelig nede at snappe efter luft,” fortalte han i et avisinterview på afstand af den chokerende oplevelse. 

Idéer har Søren Knudsen imidlertid altid været god til at få, og det blev også den gode idé, der reddede ham, da han skulle bygge sig selv op igen. Han stiftede konsulentfirmaet soren-knudsen.dk, der beskæftiger sig med rådgivning og løser opgaver inden for blandt andet PR og sociale medier, journalistik, kommunikation og ledelse. Stadig med base hjemme på Falster, hvilket også var tilfældet, da han havde fuld fart på karrieren i hovedstaden.

”Det er et meget bevidst valg. Hvis du ikke finder noget, hvor du kan koble totalt af i din fritid, så overlever du ikke i denne branche,” som han forklarede i et avisinterview.

Søren Knudsen er gift og har to børn.

/ritzau/