I næste uge rejser Ole Philipson ”et smut” til Paris i anledning af sin 90-årsfødselsdag.
Fejringen er sigende for verdensmanden fra Vedbæk. Når man taler med ham, jonglerer han ubesværet med minder fra Sydkorea, Kina, Bruxelles, Chile og ja, Paris i Frankrig, hvor han også har pendlet til i forbindelse med sit arbejde for den danske udenrigstjeneste.
Fødselsdagen er i dag, den 6. oktober. Netop på denne dato i 1943, på Ole Philipsons 12-årsfødselsdag, stævnede han ud på sin første betydningsfulde rejse. Her måtte han og familien nemlig flygte fra deres hjem i København til Sverige. Familien var af jødisk oprindelse, og til Kristeligt Dagblad har Ole Philipson tidligere fortalt om minderne fra de dage, hvor flugten fra den tyske besættelsesmagt fandt sted.
I ly af mørket, men med en kold efterårsregn piskende ind i ansigterne, gik familiens medlemmer fra deres midlertidige opholdssted i Nordsjælland og ned mod vandet, Sletten Strand, hvor en båd ventede på dem. Den sejlede dem over til øen Hven i Øresund og videre til Landskrona. Her opholdt de sig indtil krigens slutning i 1945.
At have været flygtning tidligt i livet kom til at forme Ole Philipson. Han blev handelsuddannet og fik i 1973 job som handelsattaché og leder af den danske ambassade i Chile. Tre måneder efter ankomsten til det sydamerikanske land befandt han sig igen i et af historiens brændpunkter, da general Augusto Pinochet kuppede magten i landet. Præsident Salvador Allende begik selvmord og tusinder af venstreorienterede blev kastet ud i forfølgelse.
Ole Philipson var den eneste udsendte diplomat på ambassaden i Santiago og fik skaffet omkring tusinde flygtningevisa til Danmark og arrangeret særfly ud af landet til dem. Han husker turene rundt på de øvrige europæiske ambassader for at koordinere flygtningeindsatsen, og genkendelsen af følelserne fra hans egen tid som flygtning:
”Der var nogle meget uhyggelige og nærmest uvirkelige møder med mennesker, som var blevet tortureret og var meget medtagne. Militæret gik meget hårdt til værks,” siger han.
”Det mest berygtede sted i Santiago var et stadion, hvor man henrettede folk. Jeg tog derud, fordi der var nogle danske udsendte fra Danida, som på én eller anden måde var kommet i militærets søgelys. Det, jeg husker bedst, er sådan en meget overlegen oberst, der sagde: ’Her er nogle danskere. Vil du have dem?’ Han mente: selvom de er venstreorienterede. Så kørte vi afsted med dem.”
”Det var ikke noget, vi var alene om i Danmark. Frankrig, Italien og Sverige tog et væld af chilenske flygtninge. Men det var noget, vi blev rost for som danskere: at vi som lille land også tog imod flygtninge.”
Militærkuppet i Chile kostede 3000 mennesker livet, 30.000 mennesker blev fængslet og mange af dem underkastet tortur. 200.000 chilenere flygtede ud af landet.
Som tak for sin indsats i Chile blev Ole Philipson i 1980 udnævnt til dansk ambassadør i Sydkorea, hvor der skulle startes en ny ambassade op. Landet var endnu spædt i mange af sine funktioner på det tidspunkt.
”Det var et land, der stormede frem. Nærmest et udviklingsland, men jeg har aldrig oplevet et folk, der som koreanerne arbejdede for at få deres land op at stå. Det var meget imponerende,” siger Ole Philipson.
Han fik siden ambassadørposter i Ecuador, Panama og Colombia. Efter 40 år i udenrigstjenesten gik han på pension, men fortsatte med at arbejde som konsulent for organisationen EXPOs, der arrangerer verdensudstillinger.
”Det var kineserne i Shanghai, der først spurgte, om jeg ville være deres rådgiver, fordi jeg forinden havde været formand for den komité, der arrangerer udstillingerne. Og siden spurgte japanerne og dubaianerne, om jeg ville hjælpe dem også. Det blev et andet liv ud over det første, et liv, jeg slet ikke havde forestillet mig, og det fortsatte til jeg var fem-seksogfirs,” fortæller han.
I dag bor Ole Philipson i en lejlighed i Vedbæk, fem minutters kørsel fra sin datter og sine to børnebørn på 10 og 13 år og tæt på den strand, han som barn flygtede til Sverige fra. Det rejseri, det mest bliver til nu, er pendlerture med toget ind til København. For at besøge en veninde, gå i teatret og i biografen og på museum. Men et smut til Paris er ikke for meget. Og heller ikke en tur på golfbanen, hvor Ole Philipson jævnligt er på usikker grund.
”Jeg har spillet golf, siden jeg var 20 år, og det har aldrig været tidsfordriv, men en udfordring. Man lærer aldrig det spil. Folk, der har spillet hele deres liv, bliver ved med engang imellem bare at være middelmådige. Og engang imellem er de rigtigt gode.”
k.dk/historier/1943