Han fører Brødremenigheden mod nye eventyr

Jørgen Bøytler, generalsekretær for Brødremenighedens Danske Mission, fylder i dag 60 år. Som tidligere missionær kender han Afrika godt og er fuld af appetit på rejser

Jørgen Bøytler blev i 1997 præst for Brødremenigheden i Christiansfeld, der udgår fra de tyske herrnhutere. –
Jørgen Bøytler blev i 1997 præst for Brødremenigheden i Christiansfeld, der udgår fra de tyske herrnhutere. – . Foto: Nils Rosenvold.

Medlemmerne af den lille Brødremenighed i Christiansfeld i Sydjylland er stolte af deres præst, Jørgen Bøytler. Den snart 60-årige, tømreruddannede præst holder ofte prædikener, så latteren ruller gennem menigheden i Salshuset, Brødremenighedens kirke. Jørgen Bøytler er desuden formand for Brødremenighedens Danske Mission (BDM), swahili-talende rejseleder og opholder sig i udlandet halvdelen af årets dage.

Det var præstesønnen Jørgen Bøytlers uddannelse som tømrer, der ledte til en status som udlandsdansker og missionær. I 1981 blev han udsendt af BDM til Tanzania med ansvar for byggeri, og senere blev han sendt til Tanganyikasøen for at etablere brødremenigheder ved dens bredder. Omkring 50 kirker og hospitaler har han stået for at bygge.

”Han er virkelig energisk. Når han har en idé om, hvad der skal bygges, kan han ikke vente. Han er altid i gang,” siger mangeårig formand i Brødremenighedens ældsteråd Käte Thomsen, der i sin tid var med til at ansætte ham.

Det var først efter 14 år som tømrer og missionær i Afrika, at Jørgen Bøytler tog en uddannelse som præst. Efter endt uddannelse fra Aarhus Universitet blev han fluks indlemmet som deltidspræst i den danske evangelisk-lutherske frimenighed Brødremenigheden i Christiansfeld.

Jørgen Bøytler er født i København, nærmere bestemt i 1957 på Frederiksberg. Men siden bevægede han sig både vestpå til det jyske og sydpå til Afrika. Siden 2003 har han været generalsekretær for missionsaktiviteterne, men han begejstrer stadig menigheden som deltidspræst.

”Jørgens prædikener kan alle forstå, og så har han også humor. Vi er jo en menighed, som kommer hinanden ved, og derfor betyder det meget, at vi har en præst, som ikke er ophøjet over kirken,” siger Jytte Schmidt, hans ven gennem mange år og medlem af Brødremenigheden.

Som generalsekretær for BDM rejser han rundt til brødremenigheder over hele verden og er sjældent hjemme i mere end tre uger ad gangen.

Han deler også gerne ud af sine eventyr, og han påtager sig ud over Tanzania at være rejseleder i Albanien, Sydafrika og USA for blot at nævne nogle. Han formår at give sin passion for arbejdet videre og give rejsens medlemmer en uforglemmelig oplevelse.

”Han har formået at få mange af os danskere til at involvere os i Brødremenighedens missionsarbejde, fordi vi kan fornemme hans passion,” siger Jytte Schmidt.

Men det er ikke kun i udlandet, Jørgen Bøytler forstår at tage folk med på eventyr. Hjemme i Christiansfeld var han en af de centrale personer omkring byens restaurering, da det lykkedes ham at få Realdania-fonden interesseret i at donere næsten 100 millioner kroner til at bevare den sønderjyske by med dens unikke historie. En indsats, der bidrog til, at Christiansfeld i 2015 blev optaget på Unescos verdensarvsliste.

Jørgen Bøytler er gift med Ellen, og sammen har de tre børn.