Han forvandlede løb til nationalsport

Den kenyanskfødte løber Wilson Kipketer, som fylder 40 år i dag, slog verdensrekorden på 800-meter flere gange, men fik aldrig olympisk guld

Wilson Kipketer som vi oftest så ham: med armen i vejret efter endnu en sejr. –
Wilson Kipketer som vi oftest så ham: med armen i vejret efter endnu en sejr. –. Foto: Oliver Morin.

Da Wilson Kipketer i midten af 1990erne fik dansk statsborgerskab og derpå slog verdensrekorden tre gange i træk, præsterede den smilende kenyanskfødte løber at gøre atletik til dansk nationalsport, så hurtigt som 800 meter kan tilbagelægges på to ben.

Dengang i 1997 klarede han det på 1:41,11 minutter, og der skulle gå 13 år, før denne rekord i 2010 blev slået med 10 hundrededele af et sekund af David Rudisha. Danskeren har stadig indendørsrekorden på distancen.

LÆS OGSÅ: Kun Kipketer er hurtigere end dansk OL-håb

Den altid smilende og glade løber er nu pensioneret fra de professionelle løbebaner, og han holder kun skoene beskæftigede, når han er trækplaster ved større motionsarrangementer. Men tilbage i 1990erne var han i en årrække tidens suverænt bedste på 800-meter-distancen.

Kipketer har rødder i den samme kenyanske løbeskole som flere af verdens største løbere. Også den nykårede OL-guldvinder David Rudisha kommer fra den samme løbeskole i Kenya, og de to har tilmed haft samme træner. Men i modsætning til Rudisha fik Kipketer aldrig en guldmedalje ved OL, selvom han var klar favorit til den i 1996.

Han ønskede at stille op for Danmark, men havde endnu ikke opnået statsborgerskab, og da Kenya ikke ville acceptere en dispensation, måtte 800-meter-løberen ikke deltage efter den internationale olympiske komités regler. At den kenyanskfødte løber stod til at tage OL-guld i 1996, understreges af det faktum, at han i samme sæson besejrede alle medaljetagerne ved legene og forblev ubesejret det år.

Også i år 2000 var Wilson Kipketer klar til at snuppe guldet, men sygdom få uger inden OL kostede ham ifølge ham selv chancen for en toppræstation, og han måtte nøjes med sølv. I Athen i 2004 fik han OL-bronze.

Kipketer blev ramt af malaria i 1998, og det betød dystre udsigter for den fortsatte karriere på topplan, men danskeren kom tilbage og løb hurtige tider igen dog aldrig så hurtigt som i 1997, da han tre gange satte verdensrekord på 800-meteren.

Kipketer blev verdensmester tre gange i karrieren i 1995, 1997 og 1999.