Tidligere på året tog Flemming Kramp og hans kone Inger turen fra Sjælland til Jylland for at deltage i et gensynsmøde for tidligere missionærer for det daværende Sudanmissionen. Med sig havde han en pose med tre efterhånden slidte og flossede bøger, som omhandlede missionsarbejde og kristne radiostationer i Afrika, og som blev foræret til hans ven fra tiden som missionær Niels Thure Krarup.
Den pensionerede journalist og redaktør tog gladeligt imod posen, hvis indhold nu ligger på hans skrivebord.
”Der ligger de som minde om et helt usædvanligt menneske, der uden videre uddannelse inden for feltet viste sig at have et voldsomt fint talent for at lede,” siger han.
Flemming Kramp plejede egentlig ikke at deltage i de tidligere missionærers arrangementer i Jylland, og Niels Thure Krarup havde derfor en fornemmelse af, at besøget i år kunne handle om at se de gamle venner en sidste gang. Og det blev også det sidste gensyn, for i denne måned, den 7. september, døde den 84-årige tidligere generalsekretær for Dansk Missionsråd og formand for Landsforeningen af Menighedsråd, efter længere tids sygdom.
Flemming Kramp voksede op i Bagsværd ved København og blev uddannet folkeskolelærer i 1956. Han nåede dog kun at virke som lærer i få år, hvorefter livet som missionær for Sudanmissionen – i dag Mission Afrika – kaldte. Han ledte blandt andet et radiostudie i Nigeria og kom senere til Etiopien, hvor han blev souschef på stationen Radio Voice of the Gospel.
Flemming Kramp beskrives som en fantastisk leder og et lattermildt og beskedent menneske, der ikke gjorde meget væsen af sig, men altid blev headhuntet til nye opgaver.
I begyndelsen af 1980’erne gik turen tilbage til Danmark, hvor Flemming Kramp først blev studieleder og senere generalsekretær i Dansk Missionsråd. Her fik han blandt andet oprettet udviklingsafdelingen DMRU.
Fra 1989 til 1995 var han formand for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer – i dag Landsforeningen af Menighedsråd. Her tilhørte han ifølge interreligiøs konsulent Mogens Mogensen en mere aktivistisk fløj, der mente, at landsforeningen skulle engagere sig mere i folkekirkens udvikling og markere sig på området. Det betød, at landsforeningen fik en ny profil og begyndte at spille en mere aktiv rolle i debatten.
Efterfølgende arbejdede Flemming Kramp blandt andet som konsulent for Folkekirkens Nødhjælp og Kirkefondet, hvor han udviklede sogneanalyser.
”Han har spillet en stor rolle i mange forskellige organisationer og for kirkens udadvendthed i form af mission og diakoni for svage. Han har ikke repræsenteret en særlig kirkepolitisk retning, men været folkekirkelig med stort f,” siger Mogens Mogensen.
Efter at han gik på pension i år 2000, var Flemming Kramp blandt andet bestyrelsesmedlem i Kirkeligt Centrum og formand for menneskerettighedsgruppen i Danske Kirkers Råd. Ifølge hans ældste søn, Aage Kramp, havde det lokale flygtninge- og integrationsarbejde også betydning for ham til det sidste, og han engagerede sig i debatten om asylpolitik og var blandt andet med i den gruppe, der i 2006 anmeldte Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard for racisme. Derudover lagde han meget energi i Andelskassen Oikos, som han selv var med til at stifte i 1980’erne, og som låner penge til fattige i udviklingslande i form af mikrolån.
Flemming Kramp boede frem til sin død i Sandved på Vestjælland med sin kone gennem over 60 år, Inger, og nåede at få to sønner og en flok børnebørn. Han efterlod sig et brev, der gør status over hans liv og slutter med følgende sætninger:
”Til jer, som jeg var uenig med, vil jeg sige: Prøv at forstå. Til jer, som følte jer svigtede: Prøv at tilgive. Til jer, som måske blev inspireret af noget sagt og gjort: Brug det, som bedst du kan!”.