Musikken har altid haft en stor betydning for Peter Steinvig, der lige siden de tidlige drengeår sang i Københavns Drengekor på Sankt Annæ Gymnasium, hvorfra han blev student i 1974. Han tog den præliminære organisteksamen ved Det Kongelige danske Musikkonservatorium i 1982 og den kirkemusikalske diplomeksamen samme sted i 1986. De videregående studier blev taget i Paris og ved Duke University, North Carolina, USA. Men han har også en bachelorgrad i fransk og musikvidenskab ved Københavns Universitet.
Peter Steinvig havde sin første ansættelse som organist i Jerusalemskirken - Metodistkirken i København - i 1974-1978, derefter var han i Sengeløse Kirke frem til 1982, og siden 1983 har han virket i Karlslunde Strandkirke.
Det er dog gospelmusikken, Peter Steinvig er kendt for, og han er tilmed en af dem med længst erfaring inden for genren her i landet. Som ganske ung startede han gospelkoret Kefas, som her i 2015 kan fejre 40-års jubilæum. Foruden Kefas er han også leder af gospelkorene ”Saints & Sinners” i Gladsaxe samt ”Grace” i Karlslunde.
I 1991 arrangerede Peter Steinvig den første store gospelfestival med amerikanske instruktører i Danmark, og i over 20 år stod han i spidsen for Copenhagen Gospel Festival, hvor tusindvis af danskere for første gang oplevede den ægte gospel. Han har også selv afholdt utallige koncerter og været instruktør på et væld af gospel-workshops, ikke kun i Danmark, men også i hele Norden samt en række europæiske lande, herunder England, Tyskland og i særdeleshed Polen.
Der er ikke mange ”hvide” danskere, der har sunget ”sort” gospel på gospelmusikkens hjemmebane. Peter Steinvig er en af dem, der har foretaget indtil flere turnéer i sorte kirker både i USA og England. For det kommende år har to af korene planer om de samme rejsemål.
Gennem årene har Peter Steinvig etableret et omfattende netværk til gospelmiljøerne dér, og det er blandt andet blevet til samarbejde med nogle af de allerstørste navne inden for gospel.
Peter Steinvig er gift med Anette og far til fem børn. Han bor på ”Dalsgård” i landsbyen Ørsted, hvor han udlever sin drengedrøm som (fritids-)landmand.