På de sociale medier deler han vandene og betegnes som ”provokerende” og ”inspirerende”. Og med debatbøger som ”Fordi du fortjener det” og ”Det ekstreme køn” har ph.d. og dr.phil. Hans Bonde, professor i idræts- historie ved Københavns Univer- sitet, fået det til at gibbe i mange af landets feminister. I dag fylder han 60 år.
”Man bliver stærkere af modstand, og jeg har vundet alle de vigtigste kampe,” siger Hans Bonde.
Den kamp, han er mest stolt af at have vundet, er den, hvor han fik stoppet for den ulovlige særbehandling af kvinder inden for forskning og kunst, heriblandt Statens Humanistiske Forskningsråds øremærkningsprogram.
”Det, jeg kritiserer moderne feminisme for, er, at det netop er blevet en favorisme. Det ødelæg-ger ligestillingen, en af grundpillerne i vores samfund,” siger Hans Bonde.
Under opvæksten i Taastrup arbejdede Hans Bondes far som funktionær på Carlsberg, mens moderen var hjemmegående. Og selvom man i tiden var optaget af, at kvinderne skulle på arbejdsmarkedet, er Hans Bonde ikke i tvivl om, at hans mor var den, der var mest tilfreds med sit liv. Det er for Hans Bonde et billede på, at forestillingen om, at kvinder undertrykkes af mænd, trænger til et eftersyn.
For sin brede idrætshistoriske forskning i blandt andet gymnastikhistorie og besættelseshistorie er Hans Bonde hædret med Årets Harald (Årets Underviser) på Københavns Universitet 2004, Årets Historiebog 2006 og Dansk Magisterforenings Forskerpris for Humaniora 2009.
Siden han som 12-årig uromager i skolen for første gang mødte en kimonoklædt japansk judomester i Taastrup, har han desuden sikret sig et sort bælte af tredje grad, flere titler som danmarksmester og en plads på landsholdet i sin ungdom. I judolokalet bliver Hans Bonde derfor som en gammel cirkushest. Der er en særlig æstetik over sporten, synes han. Og den er i virkeligheden et meget godt billede på, hvorfor hans forskningsfelter idræt og køn har så meget med hinanden at gøre. For sport startede som en mandekult.
”En konstruktiv og ekvilibristisk kropskunst som judo er en fantastisk maskulin energi. Det er en arena, hvor man skal overholde strenge regler og bukke for mesteren, men som samtidig rummer plads til alt fra dominans og aggression til leg og passion,” siger Hans Bonde.
På historiestudiet voksede den feministiske kønsforskning sig også stærk i 1970’erne. Men til Hans Bondes store ærgrelse blev forskningen lavet på en rigid og ensidig måde. For det skaber et negativt skyggebillede af manden, når han aldrig bliver beskrevet som andet end undertrykkeren.
”Der blev det mit lod at skrive mandens nuancer frem. Ud over det forskningsmæssige er der også et personligt formål med at tage del i debatten. Jeg gør det både for min egen og for mine sønners skyld. Ellers får vi jo hele generationer af drenge og unge mænd, som opfatter sig selv som nogle, der har en forkert aggression og seksualitet,” siger Hans Bonde, som ud over sine to sønner har to døtre.
Til spørgsmålet om, hvorvidt han nogle gange får skældud af sin hustru, Betina Juul Nielsen, for holdningerne i kønskampen, er svaret nej. Tværtimod, faktisk. For hun er ifølge Hans Bonde endnu mere opmærksom på, at kvinder ikke udvikler sig ved at klynke og gøre sig svage og krænkede.
”Så der har jeg virkelig valgt den helt rigtige kvinde,” siger Hans Bonde.