Prøv avisen
Nekrolog

Han havde ånden fra Grundtvig med sig overalt

Finn Slumstrup boede ved sin død på Ærø, hvor han her er fotograferet. – Foto: Bjørg Kiær

Forfatter, foredragsholder, tidligere P1-chef og højskoleforstander Finn Slumstrup, der døde pludseligt i torsdags, vil blive husket og savnet som en af landets store kulturpersoner. Han blev 76 år

Det er en stemme for det hele Danmark, for sammenhængskraften og folkeoplysningen, der nu er gået bort.

Sådan lyder det fra flere sider efter nyheden om Finn Slumstrups pludselige død torsdag morgen. Finn Slumstrup blev 76 år og var kendt som en af sin generations vigtigste kulturpersoner, der gennem hele livet var båret af en idealisme og et gå-på-mod inden for alle de områder, han beskæftigede sig med.

I de senere år var Finn Slumstrup især kendt for sit engagement i den folkelige bevægelse ”Oprør fra Udkanten”, som han var med til at stifte i 2014, fem år efter at han sammen med sin kone var flyttet fra en lejlighed i København til et byhus på Ærø.

Finn Slumstrup var rundet af højskoleverdenen. Han blev født i 1941 i Himmerland og uddannede sig senere til folkeskolelærer. Men det var som højskolemand, først som lærer på Snoghøj og Askov og senere som forstander på Vallekilde Højskole, at Grundtvig for alvor kom ind i hans livssyn. Og prægede det lige siden.

”Han havde altid den grundtvigske ånd omkring sig, og han bar den også med ind i DR,” fortæller radiovært og P1-medarbejder Anders Laugesen, der var ansat i DR, da Finn Slumstrup var chef for P1 fra 1991 til 1997 og siden blev kollega med ham, da Slumstrup forlod chefstolen for at blive programmedarbejder frem til 2007, hvor han gik på pension.

”Han var chef på en meget behagelig måde, og hans dybe dannelse og kulturforståelse gav os håb for den folkeoplysende tradition inden for radioen. Men han var også klar over, at han var oppe imod stærke kræfter og dybe kulturændringer, der trak i en anden retning,” siger Anders Laugesen.

Christian S. Nissen var generaldirektør i DR fra 1994 til 2004, og han mindes også Finn Slumstrup som et stort aktiv for DR og var derfor heller ikke i tvivl om, at netop han skulle være en del af den projektgruppe, der dengang skulle udarbejde en ny formålsbeskrivelse for DR.

”Min baggrund for at udpege ham var netop hans højskolebaggrund, og hans pen er meget synlig i den formålsbeskrivelse, vi fik lavet: at oplyse borgere til aktiv deltagelse i samfundet,” siger Christian S. Nissen, der samtidig fortæller, at den ellers så milde og runde P1-chef også kunne have kant.

”Han var meget kritisk, også offentligt, omkring den centralisering af DR, som jeg stod for. Finn Slumstrup var mere for en decentral ledelse, hvor beslutninger i høj grad blev truffet kollektivt af medarbejderne selv. Da han holdt op med at være chef, tror jeg også, han fandt ud af, det var sjovere at være medarbejder end at være chef,” siger Christian S. Nissen.

Men højskoleverdenen og DR var kun to af de mange områder, Finn Slumstrup nåede at engagere sig i. Han var i en periode ansat som informationschef i Dansk Flygtningehjælp og fra 2005 til 2014 formand for Grænseforeningen.

Også herfra beskrives Finn Slumstrup som en betydningsfuld stemme for det grænseland, som altid stod hans hjerte nært.

”Om det så var i højskolen, i DR, Grænseforeningen eller i udkantsdebatten, så var det altid det folkelige Danmark, han brændte for,” fortæller professor emeritus Viggo Mortensen, der kom til at kende Finn Slumstrup, efter at de begge havde bosat sig på Ærø, og som i dag betegner ham som en nær ven.

”Han var en meget mild mand og samtidig utroligt klart tænkende, og han har haft stor betydning inden for alle de områder, han har beskæftiget sig med,” siger Viggo Mortensen, der ofte tog cyklen hen til byhuset i Ærøskøbing for at få sig en kop kaffe og en god snak med sin ven og medstifter af foreningen ”Oprør fra Udkanten”.

Også inden for musikverdenen kommer nyheden om Finn Slumstrups død som et chok. Finn Slumstrup var selv aktiv jazzmusiker i sine yngre dage som trommeslager i en kvartet. Han har skrevet flere bøger om jazzens historie og var i de senere år en af de aktive kræfter blandt oprettelsen af Center for Dansk Jazzhistorie ved Aalborg Universitet.

”Han har haft en kolossal betydning for jazzmusikken i Danmark. Både som formand for Statens Musikråd og fra sin tid i DR, hvor han i mange år kæmpede bravt for at holde liv i DR Big Bandet, der hele tiden var lukningstruet. Og typisk for Finn, så trak han ofte i snorene bag kulissen og fik på den måde ting til at ske. Men han tog aldrig selv æren for de ting, der lykkedes,” fortæller kurator ved Center for Dansk Jazzhistorie, lektor emeritus Tore Mortensen.

Han beskriver helt overordnet Finn Slumstrup som et menneske, ”der tilhører en generation af kulturpersoner, der slet ikke laves mere. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvem der i dag vil have den samme pondus og vilje til at yde den kæmpe indsats, han har gjort inden for så mange forskellige områder.”

Finn Slumstrup efterlader sig sin hustru, Anne Mette Holstein, og deres tilsammen fire voksne børn.