Prøv avisen
Portræt

Han kæmper for, hvad han har kært

Ole Lauritzen, ”Den Røde Skibsreder”, fylder 85 år i dag. Foto: Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix

En konflikt om faderens rederivirksomhed fik stor betydning for skibsrederen Ole Lauritzen, der i en meget traditionsbundet branche blev kendt som ”Den Røde Skibsreder”. I dag fylder han 85 år

Skulle man fortælle ham, at han var en blød skibsreder, der ikke kunne tilpasse sig eller slå igennem i den storkapitalistiske søfartsindustri, vil han ryste uforstående på hovedet.

For som søn af en de store danske skibsredere Knud Lauritzen, som drev rederiet J. Lauritzen frem til sin død i 1978, vil Ole Lauritzen mene, at han var gjort af det rette stof til at begå sig i industrien.

Det var også med netop faderens hjælp, at han i 1956 etablerede rederivirksomheden Olau Line, som tog navn efter den dengang 23-årige Ole Lauritzen. Så kunne han øve sig, indtil den dag han kunne overtage ”det rigtige” rederi.

Men så ligefremt skulle det langtfra vise sig at blive for den i dag 85-årige Ole Lauritzen. Efter faderens død i 1978 syntes det naturligt, at rederiet J. Lauritzen skulle tilfalde Ole Lauritzen, men ejerskabet var år forinden blevet placeret i en fond, hvorfor familiens kontrol med rederiet reelt var væk.

Faderens død blev derfor begyndelsen på en magtkamp om, hvem der skulle drive og eje J. Lauritzen-rederiet, der først endte med en aftale omkring 20 år senere. En aftale, som medførte, at Ole Lauritzen i en periode fik en plads i bestyrelsen. Men skibsrederen har altid insisteret på at sige sin mening, og en post i bestyrelsen holdt ham ikke fra at kritisere ledende personer i rederiet, som ifølge Ole Lauritzen ikke forstod sig på at drive virksomhed.

Ud over at sige sin mening har han altid insisteret på at gå sine egne veje, hvilket fra tid til anden har gjort ham upopulær hos nogle af sine egne i rederiet Olau Line. En facon, som også resulterede i tilnavnet ”Den Røde Skibsreder”, da han ønskede at gøre op med traditionerne i rederibranchen, hvor han mente, at alt bestemmes fra kontorerne. I stedet kæmpede han for at give skibsbesætningen medbestemmelse og gav dem frihed til at styre dele af driften. Derudover argumenterede han for, at medarbejdere skulle have del i overskuddet. En måde at drive virksomhed på, som dog langtfra vakte begejstring hos blandt andet bankerne.

Men en stræben efter retfærdighed er et tegn på ordentlighed. En værdi, som skibsrederen fra barnsben blev indpodet, og som faderen Knud Lauritzen efterstræbte, da han i tiden under Besættelsen valgte at skjule jøder i hjemmet i Gentofte. År senere forfattede han derudover et digt til sønnen, som lød:

”Lidt flere lyse smil. Lidt mindre bitterhed, lidt færre spark til den, som helt blev slået ned. Lidt mere vi, lidt mindre jeg, lidt mere ja, lidt mindre nej! Lidt flere blomsterkranse på livets trange sti, lidt færre på vor grav, når striden er forbi.”

I dag vægter følelsen af retfærdighed fortsat højere end tykkelsen på pengepungen for Ole Lauritzen, og det kom også til udtryk i anledning af hans 70-årsfødselsdag, da han til Børsen udtalte:

”Der er andet i livet og andre værdier end penge og magt. Det er det, jeg prøver at leve efter.”

Hvad det private liv angår, bor Ole Lauritzen i dag i Hellerup. Han har en søn og en datter, der hver har to børn. Ud over deres selskab sætter han pris på at lytte til præsterne Kathrine Lilleør, der er sognepræst i Sankt Pauls Kirke i København, og Søren Hermansen, præst i Sorgenfri Kirke i Virum.