Prøv avisen
Nekrolog

Han levede af ægte kærlighed til livet

Holger Lykke Ewald som 25-årig (tv.) og 85-årig. I de fleste af de mellemliggende år var han ”den gamle apoteker” i Hobro. – Privatfoto.

Holger Lykke Ewalds livsbane var udstukket fra fødslen, og han blev ét med sit arbejde som apoteker. Men han var også et generøst og humoristisk levemenneske, der dog ikke fik den tredje alder, han havde glædet sig til

Da døden kom til Holger Lykke Ewald, kom den pludseligt, og sådan måtte det være. For den 86-årige apoteker var ikke til at trække ting i langdrag. Han var en handlekraftig mand og fik det yderste ud af et liv, hvis rammer var udstukket fra begyndelsen.

Næsten symbolsk blev Holger Lykke Ewald født den 1. oktober 1930 – samme dag, som hans far overtog Hobro Apotek. Opvæksten var tryg omgivet af en kærlig mor, tre søskende og midler nok til at komme uskadt gennem 1930’ernes depression. Yderligere stærke værdier blev lagt til under opholdet på Herlufsholm Kostskole, så det var en godt uddannet og driftig ung mand fuld af selvtillid, der som blot 27-årig overtog familieapoteket efter faderens alt for tidlige død.

De næste knap 43 år blev han nærmest ét med sit arbejde. Egentlig ville han have været læge, men han levede sig fuldt og helt ind i apotekerverdenen, og ombygninger og udbygninger blev en naturlig del af de to sønners opvækst. Han overtog sidenhen også Haverslev Apotek og etablerede egen tabletfabrik, så han i en periode stod i spidsen for landets største apotek.

I familien så de ikke meget til ham, men når de gjorde, var det aldrig kedeligt, for også på hjemmefronten var han en igangsætter. Han elskede at arrangere selskaber, og det kunne sætte grå hår i hovedet på hustruen Inger, som aldrig helt vidste, om de blev 4, 8 eller 12 til middag. Så skulle der god mad og vin på bordet, for det satte han pris på i en grad, så han var medlem af Det Danske Gastronomiske Akademi, der arbejder for at fremme mad- og måltidskulturen i Danmark.

Han var også stor musikelsker og fyldte hyppigt huset med jazz, især Ella Fitzgerald, Erroll Garner og favoritten Oscar Peterson. Når han fandt tid, tog han også billeder, som han delte med familie og venner.

I et interview til Apotekerforeningens fagblad erkendte han efter sin pensionering som 70-årig, at han skulle ”være vendt hjem til familien noget tidligere”.

De sidste år som apoteker var for hårde og brogede. Holger Lykke Ewald var sig bevidst, at hustruen Inger havde ventet i fire årtier på at gense den mand, hun giftede sig med.

Da han endelig slap sit arbejdsliv, gjorde han det uden at se sig tilbage og helligede sig alt det, han havde givet afkald på gennem årene.

Men så skete det, der ikke måtte ske. Efter blot et par år som pensionist døde hans ene søn tragisk, og det kom han sig aldrig over. Da hans kone døde seks år senere i 2010, var det blot det afgørende stød. Den livskraftige og humørfyldte Holger, der allerede som 27-årig titulerede sig selv ”den gamle apoteker”, som var vennernes ven og byens excentriker på sin grønne Raleigh-cykel med stort baghjul og lille forhjul, ham så de nu kun i glimt.

Han var – i sin storhedstid – drevet af at være ordentlig i klassisk forstand: at arbejde hårdt, forsørge sin familie. Men lige så meget af en ægte kærlighed til livet. I sit testamente havde han da også bedt om, at der til hans begravelse skulle prædikes ud fra Kærlighedens højsang i 1. Korintherbrev.

”Min far levede sit liv, han holdt aldrig igen,” siger sønnen Karsten Ewald, der er læge.

”Han elskede mangfoldighed og dyrkede det impulsive, og så var han typen, der samlede på smukke ting: ædelstene, malerier og glas især. Det er en epoke, der er slut nu.”