Han levede en amerikansk drøm – og døde i en amerikansk tragedie

Den amerikanske læge Robert Lesslie skrev bøger om engle, om sin stærke gudstro og om livets skrøbelighed. I sidste uge blev han sammen med sin hustru og to børnebørn dræbt i et meningsløst masseskyderi i South Carolina

Robert Lesslie var en engageret læge og kristen, hvis liv især var inspireret af Helligånden, som det stod i en nekrolog i lokalavisen, The Herald. Lesslie, hustruen Barbara og to af deres børnebørn samt to håndværkere blev dræbt af en tidligere professionel NFP-fodboldspiller i Rock Hill i forrige uge. – Foto: John D. Simmons/The Charlotte Observer via AP/Ritzau Scanpix.
Robert Lesslie var en engageret læge og kristen, hvis liv især var inspireret af Helligånden, som det stod i en nekrolog i lokalavisen, The Herald. Lesslie, hustruen Barbara og to af deres børnebørn samt to håndværkere blev dræbt af en tidligere professionel NFP-fodboldspiller i Rock Hill i forrige uge. – Foto: John D. Simmons/The Charlotte Observer via AP/Ritzau Scanpix.

Få dage efter masseskyderiet i Newtown i Connecticut i december 2012, hvor 20 førsteklasseselever og seks lærere blev dræbt af en ung mand bevæbnet med automatvåben på Sandy Hook-skolen, gav den kristne læge og forfatter Robert Lesslie et interview til nyhedsmediet The Christian Post.

Han havde netop udgivet bogen ”Angels on the Night Shift” (Engle på natholdet), og journalisten spurgte ham, hvorvidt han mente, at der havde været nogle engle til stede på skolen under den rædselsvækkende hændelse.

”Der var afgjort dæmoner til stede. Under mit arbejde på en skadestue har jeg set en side af vores samfund, som mange mennesker er skærmet fra. Skyderiet viste dette på en ny måde,” svarede Robert Lesslie.

Onsdag i sidste uge, godt otte år senere, var det Robert Lesslie selv, der krydsede spor med dæmoner. Ifølge politiet befandt Lesslie sig i sit hjem i Rock Hill i South Carolina, da en tidligere professionel spiller i den amerikanske fodboldliga NFL, Phillip Adams, tiltvang sig adgang til huset og skød den 70-årige læge og fem andre mennesker. De øvrige dræbte var Lesslies hustru igennem 47 år, 69-årige Barbara, og to af hans børnebørn, niårige Adah og femårige Noah, samt to håndværkere, James Lewis og Robert Shook.

Tragedien i Rock Hill billedliggør en af det moderne USA’s store svøber: masseskyderi-epidemien. Det er blot en måned siden, at en 21-årig gerningsmand skød og dræbte otte personer på tre spaklinikker i Atlanta i Georgia, og ugen efter myrdede en anden ung gerningsmand, bevæbnet med to halvautomatiske våben, 10 mennesker i et supermarked i Boulder i Colorado.

Politiet har ikke oplyst et motiv for drabene i Rock Hill. Den 32-årige Adams, som tog livet af sig selv foran politiet, fik flere hjernerystelser og alvorlige skader under sin NFL-karriere, og over for en lokal tv-station bebrejder hans far den meget voldsomme kontaktsport for sønnens psykiske problemer. Omend Adams tilsyneladende ikke blev testet for hjerneskader, kan de gentagne skader, som de professionelle udøvere af den populære sportsgren udsættes for, ifølge undersøgelser få store helbredsmæssige konsekvenser i form af blandt andet aggressiv adfærd, depression, angst, selvmordstanker og problemer med at kontrollere impulser.

”Selvom vi sørger, så sørger vi ikke som den, der intet håb har,” sagde præsten J. Barry Dagenhart, da han i onsdags talte ved begravelsen af de fire af Adams’ ofre, som var i familie med hinanden – og som de efterladte gav lokale medier lov til at live-sende, fordi deres forældre, Adah og Noah var troende, og det for dem var vigtigt at sprede Ordet.

Familieoverhovedet, Robert Lesslie, voksede op i den lille provinsby Due West i South Carolina og mødte sin hustru, da de begge var unge studerende på den lokale læreanstalt Erskine College. Han var både en ekstremt vellidt, succesrig og fremtrædende læge i sit lokalsamfund og et engageret medlem af menigheden i den presbyterianske kirke First ARP i Rock Hill, hvor han fungerede som ”elder” – en lokalt valgt ældste, der står i spidsen for en presbyteriansk kirke. Sammen med sin hustru var han søndagsskolelærer og sang i kirkekoret.

I sine bøger og på en blog på sin hjemmeside skrev Robert Lesslie ofte om livets skrøbelighed og om den stærke gudstro, der var rettesnor i både hans privatliv og hans virke som læge.

”Livet er usikkert. Ting sker. Liv ændres eller afsluttes uventet. Og det sker pludseligt,” skrev han i et af sine blogindlæg.

Robert Lesslie var også forfatter til 12 bøger, hvoraf de fleste består af ”inspirerende sande historier” fra hans 25 år som læge i en travl skadestue. Andet bind af hans mest populære bog, ”Angels in the ER” (Engle i skadestuen), er planlagt til udgivelse i august.

”Det, som jeg skriver om, er mennesker og omstændigheder ud fra et kristent synspunkt. Når jeg taler om engle, er der nogle historier i min bog, som er overnaturlige, men englene er fortrinsvist omsorgspersoner, sygeplejersker og familiemedlemmer, der går de ekstra skridt og virkelig hjælper andre mennesker,” fortalte han i interviewet med The Christian Post i 2012.

Robert Lesslie og hans hustru videregav deres stærke kristne tro til deres fire børn. I en udtalelse efter forældrenes død skriver de efterladte, at deres ”hjerter er opsatte på tilgivelse og fred”, og at de beder for gerningsmandens familie.

Den afdøde læge holdt af også af at behandle væsener med mere end to ben og havde på sin ejendom en mini-zoo bestående af adskillige ponyer, geder, æsler, kyllinger og bier. Kort inden sin død skrev Robert Lesslie et blogindlæg om tabet af familiens højtelskede hund, Dox.

”Vi har ingen ide om, hvordan Himlen vil se ud. Vi ved kun, at den vil være perfekt,” skrev Lesslie og forudså, at han i det hinsides ville spadsere igennem grønne enge i selskab med sin hustru, Barbara:

”Jesu ord vil give genlyd gennem lysningen – ’Se, jeg gør alting nyt!’”