Han løste nogle af universets mest komplekse gåder. Romantisk kærlighed forblev en uløst gåde

Astrofysiker Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen vidste, at længden af et menneskeliv kun udgør et ganske lille lysglimt taget universets alder i betragtning. Derfor var han i fuld gang med at få det meste ud af sit glimt på jorden, da han uventet mistede livet en nat i september

Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen var optaget af universets mange ubesvarede gåder, men selvom arbejdet som astrofysiker fyldte meget i hans liv, fyldte hans børn og børnebørn mere. Han tog dem gerne med i teatret, på museer eller ud under stjernehimlen, hvor han i timevis kunne fortælle om månen, stjernerne og fjernere galakser.
Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen var optaget af universets mange ubesvarede gåder, men selvom arbejdet som astrofysiker fyldte meget i hans liv, fyldte hans børn og børnebørn mere. Han tog dem gerne med i teatret, på museer eller ud under stjernehimlen, hvor han i timevis kunne fortælle om månen, stjernerne og fjernere galakser. . Foto: T. Kaare Smith.

Før der blev bygget højhuse ved Amager Strandpark i København, og mens strandbredden lå mørklagt i helle for hovedstadens lys, kunne man indimellem skimte to skikkelser, som stod helt stille ved vandkanten i tusmørket, hånd i hånd. Det var midt i 1990’erne, og astrofysiker Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen fik ofte den idé at tage sin yngste datter med ud i de sene aftentimer. For selvom det var langt over barnets sengetid, var der lige noget, Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen blev nødt til at vise hende. Et stjernebillede. En måneformørkelse. Eller en planet lyse op i det fjerne univers.

Når man hver dag arbejder med tiden for universets begyndelse, virker et menneskeliv til sammenligning kun som et mikroskopisk glimt. Det var en tanke, som Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen ofte gjorde sig. Måske var det derfor, han altid forsøgte at få mest muligt ud af sit eget glimt på jorden. Som når der var et himmelfænomen, han nægtede at lade datteren misse. Og når han gennem livet engagerede sig i alt fra kunst og politik til spørgsmålet om, hvor vi mennesker kommer fra, og hvor vi skal hen.

Som nummer to i en søskendeflok på fire kom Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen til verden i marts 1948. Moderen var hjemmegående, faderen direktør i en stor virksomhed, og børnene voksede op på en villavej som en del af Næstveds pænere borgerskab. Men hvad der i barndommen gav tryghed, blev i ungdommen til en længsel mod friere rammer i storbyen. Om eftermiddagen drømte han sig dertil, når døren til ungdomsværelset blev smækket i, og han og gymnasievennerne samledes derinde. Fra grammofonpladespilleren flød tonerne af Billie Holiday og The Beatles som underlægningsmusik til heftig diskussion af politik og litteratur, mens der blev drukket te og fortæret bjerge af ostemadder i en grad, som kun teenagere på tomme maver kan gøre det.

Det var også i gymnasietiden, at Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen modtog en bog i gave, der handlede om stjerner. Den blev startskuddet til en livslang interesse for universitets uendelige spørgsmål og hans valg om at læse netop astrofysik i København. Fra sin nye base i et kollektiv på Amager var det ikke kun interessen for universet, men også for politik og kultur, der for alvor fik gødning til at vokse. Jævnligt frekventerede han de københavnske museer og koncertsale for derefter at udvælge et værtshus, hvor han med venner vendte verdenssituationen over kolde øl, som Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen gerne insisterede på at betale for.

Som færdiguddannet astrofysiker blev Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen ansat på Dansk Rumforskningsinstitut – instituttet, der senere blev en del af DTU Space, og hvor han arbejdede livet ud. På hans kontor lå noterne i stabler, mens der på computerskærmen formede sig tal og lange formler i en uendelighed, og allerede i 1989 skulle hans arbejde vise sig at bære banebrydende frugt. 4,5 milliarder lysår ude i rummet observerede han i samarbejde med to kolleger en eksploderende stjerne, en såkaldt supernova, der befandt sig længere ude i rummet, end nogen anden forsker tidligere havde været i stand til at opdage én. Med sine store armbevægelser, sin høje røst og sin direkte facon delte Hans Ulriks Nørgaard-Nielsen gavmildt ud af sine opdagelser til kolleger og hvem, der ellers havde mod på at lytte.

Gennem livet fandt Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen måske svaret på nogle af universet mest komplekse spørgsmål, men hvordan han fik den romantiske kærlighed til at bære i tilværelsen, forblev til hans egen frustration en uløst gåde. Det var ikke, fordi han ikke forsøgte. Tre gange blev han gift og skilt igen, men hvad han ikke kunne give af kærlighed til den samme kvinde gennem livet, gav han i stedet til sine døtre. I huset på Tovelillevej på Amager, hvor familien boede, malede han hvert rum i hver sin farve efter sin anden skilsmisse, og hjemmet fyldte han med lys og musik. Det eneste tidspunkt, døtrene blev bedt om at være stille, var, når der var TV Avisen. Ikke fordi de ikke måtte fylde. Men fordi Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen ønskede at understrege, hvor vigtigt det var at forholde sig nysgerrigt til verden omkring sig.

Selvom arbejdet var vigtigt for Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen frem til hans død, var hans døtre – og senere også hans børnebørn – altid vigtigere. Derfor blev det hurtigt klart for familien, at noget var galt, da han en eftermiddag i begyndelsen af september ikke dukkede op i børnehaven, hvor han skulle have hentet det ene af børnebørnene. Da han senere blev fundet død efter et hjertesvigt i sin seng i hjemmet i Valby, fandt man også hans pas, der lå klar til hans snarlige udlandsrejse, og de teaterbilletter, som han kort forinden havde printet. Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen døde på et tidspunkt i livet, hvor han endnu havde travlt med at leve det. På en bårebuket ved hans bisættelse stod der trykt de to spørgsmål, som han siden ungdommen havde været optaget af at finde svar på: ”Hvor kommer vi fra, og hvor skal vi hen?”. Gennem livet lykkedes det Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen at gøre verden lidt klogere på dem begge.