Han mærkede, at der var brug for ham

Forbundetheden til slægtens jord og egn prægede vendelboen Niels Erik Nielsen, som levede et liv med lune og kun med besvær talte rigsdansk

10 dage før sin død inviterede Niels Erik Nielsen på stegte ål. Han værnede om lokale retter, ikke mindst de vendsysselske grønlangkål. – Privatfoto.
10 dage før sin død inviterede Niels Erik Nielsen på stegte ål. Han værnede om lokale retter, ikke mindst de vendsysselske grønlangkål. – Privatfoto.

Bilen parkerede han neden for bakken, og så tog han turen til fods op mod Ulsted Kirke, hvor flaget stod på halv. En fjern slægtning og et bysbarn skulle bisættes, og han ville vise sin deltagelse. For sådan var Niels Erik Nielsen: et menneske, som med trofasthed og omhyggelighed tog del i sin slægts og egns liv. Og så passede han troligt sit kirkegæn-gerembede, som han havde gjort et helt liv. Han mærkede, at der var brug for ham.

Syv dage senere stod Niels Erik Nielsens kiste i kirken på bakketoppen. Der var så mange båre- buketter, at de dannede en kæde ud på kirkegården. Den fredag gav det dyb mening at synge K.L. Aastrups ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”. Ikke alene arvede Niels Erik Nielsen den jord, han som landmand dyrkede, men de henfarne slægter og deres forbundethed til denne del af Vendsyssel var en vigtig del af hans måde at være i verden på. Han så det som sin livsopgave at fortsætte der, hvor hans far og farfar slap.

Han blev født på Nygaard ved Ulsted som den ældste i en søskendeflok, som kom til at tælle fem børn. At han skulle overtage gården, vidste han tidligt. Han havde betroede pladser på egnen og i Himmerland, kom på Haslev Landbrugsskole og fik efterfølgende en uddannelse som kontrolassistent. Han blev opfordret til at læse til agronom. Men han skulle ikke læse, for det lå fast, at han skulle overtage fødegården, hvilket han gjorde i 1962 sammen med ægtefællen, lærer Ruth Nielsen. Her voksede parrets to børn op.

Han arvede jorden og historien og passede på begge dele. Først som landmand og siden som amatør-slægtsforsker. Han var stolt over at kunne føre sin slægt tilbage til omkring år 1400, hvor Anders Ulff udvandrede fra Holsten til egnen nord for Limfjorden eller Kjær Herred, som det hed. Anders Ulffs slægt var i generationer herredsfoged i det daværende Kær Herred.

Niels Erik Nielsen var historie-fortæller med rig lokalhistorisk viden. Fortællingerne delte han med lune og sprogligt talent. Og historierne fik man på vendelbomål, for han talte kun med besvær rigsdansk. Forældrene havde ellers lært ham at tale rigsdansk, for det havde de begge lært, da de i deres ungdom tjente som henholdsvis barnejomfru og herskabskusk. En brønd var en ”tjåle”, og var man ”måwet”, var man beskidt. Han forklarede gerne om vendelbo- målets tre køn: ”Jej” for han, ”jan” for hun og så ”jet” for ubestemt køn. Havde man set et menneske komme cyklende forbi, og vidste man ikke, om det var en mand eller kvinde, så var det ”jet”.

Da han overtog Nygaard, havde han store ombygningsplaner, men de måtte skrinlægges, da han fik rygskader. Han kombinerede i stedet landmandslivet med at tegne forsikringer ved landbruget, sådan som hans far havde gjort før ham. Og så bestred han tillidsposter i brugsforening og andelsfryseri i Ulsted sådan som hans far og farfar.

I 1993 solgte parret gården, og der blev bedre tid til at være bedstefar, tid til venner, højskoleformiddage og til at læse de to aviser: Nordjyske og Kristeligt Dagblad. Sudokuen i sidste nævnte avis afsluttede gerne avislæsningen. Han lagde megen tid og energi i sognekirken. I 23 år sad Niels Erik Nielsen i menighedsrådet i Ulsted, heraf 12 år som formand. En plads i provstiudvalget for Sæby Provsti blev det også til, men skønt han drog omsorg for kirkens sten og var med til at renovere Ulsted Kirke, var det kirkens levende sten, han var optaget af.

Han levede grundfæstet i den kristne tro. Paulus ord i Filipperbrevets 4. kapitel vers 6 stod som livsord for ham: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.”

Den fredag, hvor Niels Erik Nielsens kiste stod i Ulsted Kirke, talte sognepræst Lisbeth Bukh om, hvordan livet brat kan omstyrtes. For det var det, som skete, kort tid efter at Niels Erik Nielsen havde parkeret bilen ved bakken og taget turen til fods op mod kirken velklædt i mørkeblå jakke, lyseblå skjorte og lyse benklæder.

I en samtale med sognepræst Lisbeth Bukh et par uger tidligere, havde han sagt, at han havde været heldig, at der altid var brug for ham. Også som snart 96-årig på vej til at blive oldefar. Dagen før sin død havde han sammen med hustruen energisk syltet 10 kilo aroniabær fra buskene i haven. Nogle af bærene blev til syltetøj, der skulle på havregrøden og en anden del blev til saft. På sin dødsdag handlede han ind i Dagli’ Brugsen, inden han kørte sin hustru til en fødselsdag. Han havde vinket, da han kørte for at nå bisættelsen og sagt, at hun bare skulle ringe, når hun ville hentes. Der var brug for ham til det sidste.

Da menigheden skulle rejse sig ved en læsning til bisættelsen, blev han siddende på bænken. Niels Erik Nielsen døde kort efter ankomsten til Aalborg Universitetshospital.