Han nåede ind i vore hjerter

Lørdag formiddag døde skuespiller Jesper Langberg, 78 år. Han var en uhyre dygtig karakterskuespiller og foldede blandt andet sit store talent ud som bankdirektør Skjern i tv-serien ”Matador”

Ord som ”folkekær” og ”folkeeje” går igen i mange af de sidste hilsener til Jesper Langberg. –
Ord som ”folkekær” og ”folkeeje” går igen i mange af de sidste hilsener til Jesper Langberg. – . Foto: Jeppe Bjoern Vejloe/Ritzau Scanpix.

Lørdag formiddag døde den folkekære skuespiller Jesper Langberg i sit hjem i indre København efter kort tids sygdom. Han blev 78 år.

Siden er det strømmet ind med taksigelser på de sociale medier. For den prisbelønnede skuespiller var intet mindre end en del af vores fælles kulturarv. Endda gennem flere generationer. Han blev uddannet fra Det Kongelige Teaters Elevskole i 1965, og samme år blev hans navn kendt fra det store lærred, hvor han blandt andet spillede med i filmen ”Flådens friske fyre”. Men det var især gennem hans senere roller som bankdirektør Kresten Skjern i tv-serien ”Matador” og som den demensramte læge Christian Sommer i DR’s dramaserie ”Sommer”, at de fleste danskere fik ham helt ind under huden.

Ord som ”folkekær” og ”folkeeje” går da også igen i mange af de sidste hilsener til Jesper Langberg.

I 2013 trak Jesper Langberg sig tilbage fra skuespilfaget. Hans sidste optræden blev 50-års jubilæumsforestillingen ”Kærestebreve” på Folketeatret, hvor han spillede sammen med Malene Schwartz. Et stykke, der kræver ”livsklogskab og moden skuespilkunst,” som der blandt andet stod i en af avisanmeldelserne. Og det havde Jesper Langberg. Den ellers blufærdige, rødhårede og lidt ranglede skuespiller gav endda andre adgang til sine inderste lønkamre i sin erindringsbog ”Ikke et sekund spildt”, der udkom samme år. Her fortalte han blandt andet meget ærligt om sin opvækst i et skuespillerhjem, hvor begge forældre, Sigurd og Karna Langberg, var skuespillere, men også om nedture, skilsmisser og for meget alkohol.

Et af livets helt store knubs fik Jesper Langberg allerede som dreng, da hans far pludselig døde af en blodprop. I et interview i denne avis fortalte han, at det forandrede hele hans liv. ”Jeg fik en knaldende lussing. Jeg var bare 13 år og stod med den ene tå i teenage-alderen. Det forandrede hele mit liv, for selvom jeg ikke forstod det med det samme, så savnede jeg en voksen at spille bold op ad.”

I sin erindringsbog beskrev Jesper Langberg også med hudløs ærlighed sine tre ægteskaber. Blandt andet beskrev han bruddet med skuespilleren Susanne Heinrich, hans første hustru, på denne måde: ”Skilsmisse fandtes ikke i mit ordforråd, så da den ramte, føltes det som at blive kørt i stumper og stykker af et brølende lokomotiv.”

Jesper Langbergs tre ekskoner, Susanne Heinrich, Hanne Mørup og Eva Jensen, var dog alle omkring ham, da han døde.

Selv virkede Langberg afklaret omkring livets afslutning. I et tidligere interview med Kristeligt Dagblad sagde han blandt andet: ”Jeg bliver nok også mere rolig på grund af min tro. Jeg har lavet en misk-mask-blanding af kristendom, buddhisme og mit eget bryg. Jeg tror, at vi er en hel masse brugte sjæle, som kommer retur på et eller andet tidspunkt.”

Netop ordet ”udødelig” er da også et af de ord, der går igen i de sidste hilsener til den store skuespiller.