Lige nu er han i Norge, i sidste uge var han i New Zealand, og weekenden ind imellem tilbragte han i Valby ved København. Det var med andre ord en helt almindelig arbejdsuge for nu 50-årige Giordano Bellincampi, der med rette kan kalde sig international dirigent.
Han føler sig hjemme på podier i orkestergrave mange forskellige steder i verden, hvad enten han er hyret til enkeltopgaver eller er ansat i længerevarende forløb som chefdirigent for et orkester. Det sidste er tilfældet i øjeblikket, hvor han er chefdirigent så forskellige steder som Duisburg i Tyskland og Kristiansand i Norge, og fra næste år skal han også lede de lokale philharmonikere i Auckland i New Zealand.
Giordano Bellincampi er født i Rom, hvor han også tilbragte sine barndomsår. Som 11-årig kom han sammen med sin mor og søster til Danmark, fordi hans mor havde fået arbejde på Københavns Universitet.
Senere tog både moderen og søsteren tilbage til Italien, mens Giordano Bellincampi blev. Han blev uddannet først basunist og siden dirigent på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Som basunist havde han en karriere som orkestermusiker i blandt andet DR's Big Band og Det Kongelige Kapel, inden han i 1994 debuterede som dirigent. Det var med Odense Symfoniorkester.
Derefter var vejen banet, og han har siden dirigeret samtlige førende danske orkestre samt en god bid af de bedste orkestre fra Europa, USA og Asien.
I 1997 debuterede han som operadirigent på Den Jyske Opera med ”Greven af Luxembourg”, og han har siden dirigeret alle de kendte operaer, hvoraf ikke mindst de af italienske Puccini står hans hjerte nær.
Overalt er han dybt respekteret for at være indsigtfuld, saglig og altid velforberedt. Han ved, hvor han vil have musikken hen, og går ikke af vejen for at få orkestermusikerne til at arbejde med de mindste detaljer. Han anser musik for at være hævet over enhver rationel brugstanke.
”Musik fylder og udvider vores bevidsthed og underbevidsthed, det kan underholde, ryste, chokere, irritere, betage, røre og meget mere, men først og fremmest giver musik livet dybde,” som Bellincampi for to år siden sagde i et interview her i avisen.
For 10 år siden blev han operachef for Den Jyske Opera, og i de otte efterfølgende år lykkedes det ham at kombinere et højt kunstnerisk niveau med en stabil økonomi for den turnerende opera med hjemsted i Aarhus. Efter at han i 2013 overlod ledelsen til Annilese Miskimmon, er rejseaktiviteten taget til.
Til de mere faste engagementer hører et par år som chefdirigent for Pomeriggi Musicali i Milano. Han har dog også fortsat dirigentopgaver i Danmark, blandt andet var det ham, der tidligere på året dirigerede en Carl Nielsen-koncert med Aarhus Symfoniorkester.
Bellincampi er Ridder af Dannebrog, og han er også tildelt den italienske ridderorden for sin indsats for italiensk musik. Allerede i 1998 modtog han Musikanmeldernes Kunstnerpris. Han har i en periode været formand for musikudvalget under Statens Kunstråd.
Dagens fødselar er desuden en meget habil kok og opsøger meget gerne på sine rejser spisesteder, der tilbyder mad af høj kvalitet. Og så er han fan af fodboldholdet FCK.
Dansk-italieneren er gift med Pia Vibe Ranzau Petersen, der er cand.scient. i idræt. Parret har tre børn, hvoraf kun den yngste er hjemmeboende i huset i Valby ved København.