Prøv avisen
Portræt

Han ser musikken som en dialogform

I 2005 blev Mogens Christensen landets første professor i musikformidling. Foto: Agnete Schlichtkrull

Komponist Mogens Christensen har blandt andet arbejdet for at få flere til at opdage og nyde klassisk musik. I dag fylder han 60 år

Komponist Mogens Christensen har spillet flere roller i dansk musikliv: som musikformidler og igangsætter af nyskabende metoder, som børn og unge kan bruge til at få mere kontakt med klassisk musik og ny partiturmusik. Herudover har han været lærer i blandt andet musikteori på samtlige danske musikkonservatorier og de fleste universiteter i landet. I 2005 blev han udnævnt som professor. Desuden som organisator af festivaler, konferencer, koncerter med mere og udvalgsmedlem i blandt andet tværministerielle udvalg og i Kunstfonden.

Mogens Christensen begyndte at komponere allerede under sine studier i musikteori på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i 1983 og havde i 1993 sin officielle debut fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Han slog for alvor - og internationalt - igennem, da ny musiks svar på Melodi Grand Prix, Unescos internationale Rostrum, placerede hans stykke ”Vinterlys” som et værk, der skulle spilles på radiostationer i alverdens lande, ligesom hans musik også i akustisk form har været spillet meget.

Efter at have modtaget Kunstfondens treårige legat og flere andre priser blev Mogens Christensen i 1998 udnævnt til huskomponist hos Sjællands Symfoniorkester. I perioden 1998-2001 blev det både til en mængde orkestermusik og kammeroperaen ”Systema Naturae” om den berømte svenske botaniker Carl von Linnés sidste dag. Fra 2006 til 2008 blev han igen huskomponist, denne gang hos Randers Kammerorkester.

Arbejdet hos Sjællands Symfoniorkester ledte Mogens Christensen frem til også at arbejde for at få mennesker, der ikke selv vil opsøge klassisk og ny musik, til at give disse musikformer en chance.

Denne type musikformidling indebar en hel ny tilgang, nemlig en genskabende proces, hvor man skulle skabe en del af stykket, inden man skulle høre det ved at anvende nogle byggesten fra værket.

Senest har han deltaget i projektet Ears Wide Open, som havde til formål at åbne dialogformer i den arabiske verden gennem kunst i almindelighed og musik i særdeleshed frem for ord.

Som organisator har Mogens Christensen for øjeblikket store projekter i gang med Athelas Ensemblet, Randers Kammerorkester og Esbjerg Ensemblet.

En del af undervisningen, bogskrivningen og det kunstneriske udviklingsarbejde kører nu på nedsat drift, da han for et par år siden besluttede sig for at hellige sig kompositionsarbejdet noget mere.