Han skal fremme erhvervslivets stemme i debatten

Morten Langager, nuværende direktør i Danske Medier og Danske Medier Arbejdsgiver, skal til september stå i spidsen for Politik, Analyse & Kommunikation i Dansk Erhverv

Morten Langager blev i 2014 valgt til bestyrelsen i Dansk Erhverv, hvor han i en periode også var en af to næstformænd. Han blev tillige i 2014 valgt til bestyrelsen i IT Branchen, hvor han i en periode var medlem af foreningens forretningsudvalg. –
Morten Langager blev i 2014 valgt til bestyrelsen i Dansk Erhverv, hvor han i en periode også var en af to næstformænd. Han blev tillige i 2014 valgt til bestyrelsen i IT Branchen, hvor han i en periode var medlem af foreningens forretningsudvalg. – . Foto: Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv styrker organisationen med ansættelsen af en ny direktør. Udvidelsen sker som led i Dansk Erhvervs nye ambitiøse vækststrategi, oplyses det.

Morten Langager tiltræder den 1. september fra sin nuværende stilling som administrerende direktør i Danske Medier og Danske Medier Arbejdsgiver. Han kommer med en solid erfaring inden for kommunikation, politisk rådgivning og interessevaretagelse og skal være med til at styrke Dansk Erhvervs position og profil.

Administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen påpeger, at den nyoprettede direktørstilling er et element i Dansk Erhvervs strategi, der skal sikre organisationen endnu mere politisk gennemslagskraft, større synlighed og en klar erhvervsprofil til gavn for virksomhederne i Danmark.

Morten Langager glæder sig meget til de nye udfordringer i Dansk Erhverv:

”Virksomhederne er grundpillerne i et sundt samfund og en sund økonomi. Jeg ser frem til at skulle være med til at fremme erhvervslivets stemme i debatten og sikre, at der er politisk fokus på sunde rammevilkår for virksomhederne. Uden et stærkt dansk erhvervsliv intet stærkt velfærdssamfund,” siger han.

Morten Langager, 48 år, er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har desuden en bachelorgrad i samfundsvidenskab fra Roskilde Universitet. Han kommer med en meget bred erfaring inden for journalistisk, kommunikation, erhvervsliv, foreningsliv og politik.

Morten Langager arbejdede først i en årrække som journalist på Dagens Medicin, De 3 Stiftstidender & JyskeVestkysten og Morgenavisen Jyllands-Posten. Fra 2001 til foråret 2010 var han kommunikationschef og særlig rådgiver i først Justitsministeriet, siden Økonomi- og Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet, inden han i foråret 2010 takkede ja til jobbet som direktør for kommunikation og marketing i Danmarks største it-virksomhed, KMD. I KMD havde han ansvaret for blandt andet kommunikation, marketing, public affairs, CSR og KMD Analyse.

Morten Langager er gift med Tina Nør Langager, der siden 2015 har været formand for Ergoterapeutforeningen. Parret, der bor på et nedlagt landbrug ved Roskilde, har sønnerne Laurits og Jeppe på henholdsvis 15 og 12 år.

Når den ikke står på arbejde, bruges tiden på cykling, golf, bøger og rejser.