Han slår et slag for den svært fordøjelige kunst

Kunst kan gøre mennesket klogere på verden, mener Holger Reenberg. Men det kræver, at den ikke kun er letbenet. I dag fylder museumsdirektøren ved Heart i Herning 60 år

Holger Reenberg er museumsdirektør ved Heart, det tidligere Herning Kunstmuseum, og han grundlagde i 2002 biennalen Socle du Monde. Her går kunstnere og virksomheder sammen om at fremstille et værk, som bliver vist på Heart. Næste biennale finder sted den 21. april til 28. august 2017. I efteråret 2016 er Heart desuden rammen om den største danske Andy Warhol-udstilling i 10 år. –
Holger Reenberg er museumsdirektør ved Heart, det tidligere Herning Kunstmuseum, og han grundlagde i 2002 biennalen Socle du Monde. Her går kunstnere og virksomheder sammen om at fremstille et værk, som bliver vist på Heart. Næste biennale finder sted den 21. april til 28. august 2017. I efteråret 2016 er Heart desuden rammen om den største danske Andy Warhol-udstilling i 10 år. – . Foto: Astrid Dalum.

For Holger Reenberg er kunstens verden fascinerende. Inspirerende. Eksklusiv. Men også udfordrende. For det sted, kunsten formidles, må ikke sakke bagud, og museet som institution skal stadig fange nye generationers interesse.

”Men samtidig skal man holde fast i ikke at blive en del af et kulturindustrielt kompleks. I stedet skal museet også være et alternativ til de relativt overfladiske og store festivalbetonede ting med letfordøjelige varer på hylderne,” siger museumsdirektøren ved Heart, Herning Museum of Contemporary Art (Hernings museum for nutidig kunst).

For der ér netop brug for den svært fordøjelige kunst. Den giver mennesket mulighed for at blive klogere på og forstå verden i al sin kompleksitet, mener Holger Reenberg.

I dag fylder han 60 år. De seneste 24 af slagsen har han brugt på kunstmuseer. Siden han i 1991 blev mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet, har han været museumsinspektør på Louisiana i 1992, på Kunstmuseet Trapholt ved Kolding fra 1992 til 1994, dernæst på Arken, Museum for Moderne Kunst frem til 2001. Herefter kom han til Heart, der dengang hed Herning Kunstmuseum, som museumsdirektør. Og her har han været siden.

Holger Reenberg har blandt andet stået bag opførelsen af den nye museumsbygning, som blev indviet i 2009, og det var hans ambition, at Heart med tiden skulle blive Vestjyllands Louisiana. Og den ambition holder stadig ved. Heart skal være en udflugt værd, et sted, hvor man kan spise godt, nyde naturen og se fantastisk kunst, mener Holger Reenberg.

”I dag går det ikke bare at hænge et godt billede op. Et museumsbesøg skal være et flersidigt tilbud.”

Holger Reenberg blev født i 1956 på Frederiksberg som søn af skuespiller Jørgen Reenberg og Marianne Reenberg Zobel. Han voksede op i Holte, og da forældrene siden blev skilt, boede han skiftevis hos dem begge i henholdsvis Trørød ved Vedbæk og Jægersborg ved Gentofte.

Barne- og ungdomsårene var fyldt med kunst og kultur, husker Holger Reenberg. Særligt litteratur spillede en stor rolle. Når hans far øvede sine roller, bladrede den unge Holger i rollehæfterne og fik blandt andet indblik i Shakespeares tekster. Oprindeligt ville Holger Reenberg da også have læst litteraturvidenskab, men han syntes ikke, at studiet havde nok fokus på den store litteratur. Derfor kastede han sig over et andet af det, han kalder ”de store, gamle fag”, nemlig kunsthistorie på Københavns Universitet.

Holger Reenberg er opvokset med aftenbøn og kirkegang ved højtiderne, men kalder sig i dag for kulturkristen.

”Det er kristendommens fortællinger, dramaet og dets patos, jeg er fascineret af,” siger han.

Holger Reenberg bor i Herning, er gift og har to børn. Fritiden er fyldt med aktiviteter. Han snorkler, spiller tennis og dyrker i øjeblikket en blanding af crossfit og boksning med sin søn. Og boksningen er ikke en fremmed disciplin for Holger Reenberg. Han har nemlig tidligere bokset i 16 år i Akademisk Bokseklub.

Denne sommer bor Holger Reenberg og familien – som altid – i deres sommerhus ved Ordrup Næs på Nordvestsjælland.