Det var eftermiddag, da Nikolaj Antosjkin fik de første underretninger. En reaktor var eksploderet på atomkraftværket Tjernobyl i den ukrainske by Pripjat nær den hviderussiske grænse.
Som erfaren pilot var det hans første tanke, at ilden måtte slukkes fra luften, men ifølge nyhedsmagasinet The Economist hørte han ingenting i flere timer. Fra jorden pumpede brandslukkere forgæves koldt vand ind i hjertet af reaktor 4, der var eksploderet, da man ville teste nødsystemerne. Ulykken havde udløst 400 gange den radioaktive forurening, som atombomben over Hiroshima udløste.
Alt dette havde Nikolaj Antosjkin ingen viden om, da han endeligt blev ringet op lørdag aften den 26. april 1986. Som general i det sovjetiske luftvåben fik han besked på at lede den helikopteroperation, der skulle slukke branden fra luften. På de to og en halv time, det tog Antosjkin at køre fra Kijev, hvor han boede, kom angsten snigende, men først senere i livet fortalte han, hvor rædselsslagen han egentligt havde været.
Generalen havde ellers set døden i øjnene før. Som 19-årig blev han rekrutteret til den sovjetiske hær og blev uddannet pilot. Fra sin he-likopter deltog han i invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 og en kinesisk-sovjetisk grænsekonflikt i 1969. 10 år senere blev hans helikopter flere gange ramt af skud fra mujahedinere i Afghanistans bjerge under den sovjetisk-afghanske krig. Men intet kunne have forberedt Nikolaj Antosjkin på det syn, som mødte ham ved atomkraftværket.
”Da jeg ankom til Tjernobyl, var solen ved at gå ned, men jeg kunne se ilden fra reaktoren og røgen, der hævede sig 400-600 meter op i luften,” sagde han i et interview på russisk stats-tv i 2016.
Da Antosjkin nåede frem, måtte han med verdens hidtil værste atomkraftulykke som baggrund holde sit livs tale.
”Vi bliver nødt til at slippe af med konsekvenserne af denne katastrofe. I er alle sammen frivillige, og hvis nogen af jer ikke har lyst til at fortsætte, så må I forlade holdet. I har et minut til at tage en beslutning,” sagde han til de fremmødte ifølge avisen The Times.
Dem, der blev tilbage, blev i eftertiden kaldt likvidatorerne – det russiske ord for de hundredtusinder af mennesker, som efter ulykken ryddede op på atomkraftværket og i området. Inden for få uger havde 28 likvidatorer betalt med deres liv, og siden døde yderligere 14 af kræft i skjoldbruskkirtlen, hvis forekomst i området omkring Tjernobyl steg markant i årene efter ulykken.
Men Nikolaj Antosjkin havde ikke bedt mændene om at gøre noget, han ikke selv ville gøre. I 15 dage fløj han dagligt ind over den brændende reaktor. Han tabte sig 11 kilo, og den 6. maj, dagen efter at branden kom under kontrol, blev han til glæde for sin hustru og sine to børn beordret til at forlade det forurenede område.
Nikolaj Antosjkin blev født i 1942 i en lille landsby i Basjkortostan i den sydlige del af Uralbjergene. Som dreng vogtede han får på engene omkring sit barndomshjem, hvor han boede med sine forældre og otte søskende under fattige kår. Fra sin plads mellem fårene holdt han øje med himlen, hvor jagerfly ofte var på vej mod Orenburgbasen – det samme sted, han blev pilot. For den unge Antosjkin virkede livet som pilot som et endeløst spændende eventyr. Han havde næppe forestillet sig, at han som 44-årig ville blive tildelt Sovjetunionens højeste udmærkelse – Sovjetunionens Helt – for sin heroiske indsats som pilot ved Tjernobyl.
Selvom ordenen blev afskaffet efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, er Nikolaj Antosjkins heltestatus upåvirket.
”Det lysende minde om Nikolaj Antosjkin vil altid leve videre i hans venner og kollegers hjerte,” skrev Moskvas borgmester Sergej Sobjanin på sin VKontakte, et onlinebaseret, russisk medie, da en talsmand for det russiske parlament i januar oplyste, at Nikolaj Antosjkin i en alder af 78 år var afgået ved døden efter ”svær sygdom” grundet covid-19.
Den russiske general fik 35 år mere, end han havde turdet håbe på. De første to år efter oprydningsarbejdet ved Tjernobyl havde han tilbragt på hospitalet og kæmpet en usynlig kamp for sit liv. Kun når Antosjkin blotlagde sin overkrop, kom de lange, blege ar, hvor lægerne havde skåret ham op for at behandle strålingssygen, til syne. Skar han sig selv, når han barberede sig, blødte såret usædvanligt længe, og tre gange om dagen slugte han otte piller. Hans læge fik ret.
”Tjernobyl vil aldrig give slip på dig,” havde han ifølge The Economist sagt.
Selvom ulykken ganske rigtigt aldrig slap sit tag i ham, brugte Nikolaj Antosjkin de næste tre årtier som general i det russiske luftvåben. Siden blev han parlamentsmedlem i Dumaen for præsident Vladimir Putins parti Forenet Rusland.
I 1996 –10 år efter ulykken – besøgte Antosjkin atomkraftværket, der nu var omgivet af en 300.000 tons tung betonkapsel. Træer voksede gennem grønsværen på Pripjat Stadion, og vildnisset havde overtaget byens sammensunkne huse. Naturen var i gang med at hele sig selv. Men for ham selv lykkedes det ikke.