Prøv avisen
Nekrolog

Han smilede med hele kroppen

Marius Jensens smil vakte tillid hos de fleste. – Privatfoto.

Marius Jensen var et beskedent, åbent og hjælpsomt menneske, der vedblev at knytte og vedligeholde venskaber til langt op i alderen

Johan Marius Jensen, kaldet Marius Jensen, havde en sjælden evne til at knytte venskaber – selv i en høj alder. Med sit afvæbnende smil og imødekommende væsen vakte han tillid hos andre mennesker. Også hos mennesker, som selv havde svært ved at skabe kontakt.

Han døde af kræft den 18. marts efter et kortere sygdomsforløb, 93 år. Og selvom han i de sidste uger af sit liv blev stadigt mere svækket af sygdommen, var han indtil da adræt og rørig. Han besøgte ofte datteren Lenes kolonihave i Sorø – først på cykel og senere til fods med rollatoren.

Marius Jensen blev født den 10. juli 1923 og voksede op i Skellebjerg på Midtsjælland. Og det var også her han mødte sin senere kone, Gerda. De to gik nemlig i klasse sammen, men det var først efter krigen, i 1948, at de blev gift. Gerda Jensen døde i 1999.

Marius Jensen tjente i sin ungdom på gårde rundt om på Midtsjælland, og i 1941 drog han til Omø, hvor han arbejdede som karl i fire år. Han var et meget beskedent menneske og en stille eksistens. Men også udadvendt, åben og altid med et smil på læberne.

”Han smilede med hele kroppen og var så gavmild og hjælpsom, at nogle nok vil betegne ham godtroende. Han var næsten for god til den her verden,” fortæller veninden Britta Pedersen.

Og det var også hjælpsomheden og det åbne sind, der på Omø under slutningen af Anden Verdenskrig drev Marius Jensen til at hjælpe den deserterede tyske soldat Gerhard Dallmann. Først med husly og senere med at flygte videre fra Omø. Det førte til et livslangt venskab imellem to mennesker, som ikke talte hinandens sprog, men vedligeholdt venskabet igennem breve og først rigtigt blev genforenet efter Murens fald. Et venskab, som i 2005 blev skildret i DR-dokumentaren ”Flødeskumsfronten”. Men Marius Jensen var ydmyg, og det var aldrig noget, han ”vigtede” sig af.

Efter krigen flyttede han til Sorø, hvor han arbejdede først med landbrug, senere på slagteriet i 25 år og til sidst som pedel på Frederiksberg Skole ved Sorø. Her fik mange elever glæde af Marius’ hjælpsomhed, for eksempel når han gav en hånd med til at lappe cyklen.

Hans søn Uffe Jensen husker barndomshjemmet i Sorø som et meget gæstfrit sted, hvor der altid var plads til legekammerater. Senere var det børnebørnene, der kom på besøg i hjemmet i Sorø, hvor der i sommerferierne blev spist jordbær med fløde. Og jordbærrene var hjemmeavlede. I en periode var familien i Sorø helt selvforsynende, da Marius Jensen dyrkede grøntsager i eget landbrug.

Da han ikke længere kunne køre så langt i bil, blev det lille landbrug skiftet ud med en kolonihave, og da det også blev for lang en tur, fik han et lille stykke jord på et par kvadratmeter tilknyttet boligen i Vedelsgade. De to kvadratmeter voksede dog hurtigt til ti kvadratmeter. Marius Jensen havde nemlig grønne fingre, og hans store passion var at gå i sin have blandt blomster, buske og fugle.

Han var også dybt forankret i den kristne tro og holdt meget af at komme på det folkekirkelige værested Cafe inTro ikke langt fra hjemmet i Sorø. Her mødte han op hver dag klokken 10 for at deltage i andagten og nyde det sociale samvær. Han var et taknemmeligt menneske og takkede gang på gang alle omkring sig i den sidste tid.

Han blev begravet i Sorø Klosterkirke den 23. marts og havde selv valgt salmer og bibelvers til begravelsen, for, som præsten sagde, ”Marius Jensen havde sat sig godt ind i sagerne”.