”Alle kan ikke alt, men alle kan noget.”
Sådan beskriver samarbejdspartnere og kolleger samstemmende Ole Lauths menneskesyn. I 27 år var han forstander på Danmarks største højskole, Egmonthøjskolen i Hou ved Odder, som er kendt for at tage et særligt ansvar for personer med fysiske handicap.
For nylig døde Ole Lauth efter længere tids kræftsygdom, 69 år. Men selvom Egmonthøjskolen i går tog afsked med sin forstander ved en bisættelse i Gosmer Kirke, har hans personlighed og lederskab sat så dybe spor, at hans ånd vil leve videre på højskolen i mange år endnu, siger Sonja Mikkelsen, bestyrelsesformand på Egmonthøjskolen.
”Ole har bevist, at alle, uanset hvem de er, kan lære noget. Han gav hvert eneste elevhold en oplevelse af, at de var mennesker og ikke diagnoser. Han kunne navnene på dem alle sammen, og jeg tror, at han var som en ekstra far for mange,” siger hun og fortsætter:
”Men han forventede også meget af eleverne. Det gjorde han af alle mennesker. Ingen fik lov til at bruge deres handicap som undskyldning for noget som helst. Han var rummelig og lyttende, men også evigt debatterende.”
Den beskrivelse genkender Henrik Ib Jørgensen, som er direktør i Muskelsvindfonden, hvor Ole Lauth var en del af repræsentantskabet.
”Ole har været en af mine helt store læremestre i at forstå, hvordan mennesker med handicap ikke er anderledes end alle andre mennesker. En funktionsnedsættelse giver kun de begrænsninger, som samfundet sætter op. Lige til det sidste troede Ole på, at alle mennesker har en værdi, og gennem dét solidariske menneskesyn gav han rigtig mange mennesker et meningsfyldt liv, især gennem uddannelse og idræt,” siger Henrik Ib Jørgensen.
Ole Lauth uddannede sig i 1972 til lærer og fungerede i en årrække som handelsskolelærer, inden han overtog forstanderembedet på Egmonthøjskolen i 1991 fra sin far, Oluf Lauth.
Oluf Lauth var selv spastisk lammet, men mod al forventning fra sine omgivelser klarede han sig godt i skolen.
Som ung var han elev på Askov Højskole, hvor han mødte sygeplejersken Lise Skjold, og nogle år senere, i 1948, kom Ole Lauth til verden.
I 1956 oprettede Oluf Lauth så Egmonthøjskolen for handicappede i et samarbejde mellem Gigtforeningen, Vanføreforeningen og Sahva. En kontroversiel beslutning, som skabte debat i Folketinget, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved, om man kunne lave en folkehøjskole, som ikke var for alle.
Egmonthøjskolen fik dog lov at åbne, og først i 1960’erne blev den åben for alle. Stadig i dag påtager Egmonthøjskolen sig dog en særlig forpligtelse over for personer med særlige behov, men for Ole Lauth har det netop været vigtigt, at højskolen er for alle. Det fortalte han om i et interview til Højskolebladet tidligere i år.
”Jeg har altid syntes, at Egmonthøjskolens udgangpunkt var en farlig konstruktion. Hvorfor have et sted, der kun er for handicappede? Mennesker med handicap skal have retten til at vælge den højskole, de ønsker. Egmonthøjskolen må ikke være den eneste mulighed, hvis man er kørestolsbruger.”
Det var ikke kun fra forstanderstolen på Egmonthøjskolen, at Ole Lauth arbejdede for at forbedre vilkårene for mennesker med fysiske funktionsnedsættelser. Det gjorde han også som medlem af adskillige bestyrelser.
Siden 2014 var han desuden byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Odder Kommune.
Ole Lauth var gift med Annie Christensen. Sammen har de fire voksne børn og syv børnebørn.