To ud af tre danskere har oplevet en stor skuffelse, og i idrættens verden viser skuffelsen sig ofte i enorme følelsesudbrud.
I disse dage befinder 120 danske idrætsudøvere sig i Brasilien, hvor de venter på at tørne ud ved De Olympiske Lege 2016, som sættes i gang på fredag. Hvad enten der er tale om atletikudøvere eller maratonløbere, hånd- eller fodboldspillere, svømmere eller noget helt andet, har de fleste nok dagdrømt om at modtage folkets hyldest foran tusindvis af blitz, når de udmattede, men sejrende stiller sig øverst på podiet
. Men ligesom livet ikke altid er en dans på roser, uddeles de olympiske medaljer ikke ved porten. Og skuffelsen over at blive nummer 2, nummer 12 eller nummer 42 kan være stor, når sportsfolk, for hvem sporten er en del af deres identitet, ikke lever op til hverken dagdrømme eller forventninger.
Så træder Kristoffer Henriksen eller en af hans tre kolleger til.
Sammen udgør de det fire personer store team af sportspsykologer, som er rejst med OL-deltagerne for at hjælpe med forberedelserne. Og bistå med, hvad der til tider kan betegnes som krisehjælp, hvis skuffelsen over ikke at præstere bliver for stor. Når flere års forberedelse med ét når sit klimaks, og marginaler, uheld eller tilfælde afgør skæbner, kan følelserne nemlig virke overrumplende.
”Skuffelser opstår, når vi investerer meget i noget, og det ikke lykkes. I sport kommer det ekstra tydeligt til udtryk, for ofte kan succes eller fiasko tilskrives den enkelte, eller man kan se præcis, hvad man gjorde forkert. Nogle bebrejder sig selv, andre lader deres vrede gå ud over andre. Og i nogle tilfælde kan de sågar opleve en mild grad af depression.”
Derfor er forberedelse en stor del af Kristoffer Henriksens arbejde. Det handler om at acceptere tilfældighederne og modgangen på linje med succeserne. Men det handler også om at acceptere, at skuffelsen kan føles meget større, end man selv havde forventet.
Og ved OL er risikoen for, at skuffelsen vokser sig for stor, særligt udpræget. Inden for mange sportsgrene er De Olympiske Lege nemlig det ypperste, man kan opnå.
”Hvis atleter er til et middagsselskab, er det første, de bliver spurgt om, ofte, om de har været med til OL. Og det næste, de bliver spurgt om, er, om de har vundet nogen medaljer. Det er et helt særligt udstillingsvindue, hvor det ikke blot er den personlige hæder, der er i spil, men hvor selve grundlaget for at fortsætte med at dyrke sporten kan være i fare.”
Med fire sportspsykologer til 120 udøvere er Danmark et af de lande, hvor der er størst fokus på sportens psykologi, og mange andre lande søger inspiration hos Danmark, forklarer Kristoffer Henriksen. På trods af det store arbejde, der lægges i denne side af sporten, er der nogen, som aldrig helt slipper skuffelsen.
”De fleste kommer relativt hurtigt videre, for drivkraften er for stor til ikke at knokle videre og lægge det bag sig. Men der er eksempler på folk, der flere år efter stadig ikke kan tale om det uden at få tårer i øjnene.”
Kristoffer Henriksen har været ansat ved Team Danmark siden 2008. Han er desuden lektor på institut for idræt og biomekanik ved Syddansk Universitet. Han er gift og har tre børn på 8, 12 og 15 år. Den ældste drømmer om at blive professionel orienteringsløber.