Han taler ingen efter munden

Sundhedsøkonom og professor Kjeld Møller Pedersen går i rette med politikerne, når der går ”retorik” i deres udsagn om sundhedsvæsenet. Sundhedsøkonomiens danske fader fylder 70 år i dag

”Vi skal passe på, at vi ikke taler sundhedsvæsenet for meget ned,” mener sundshedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen. –
”Vi skal passe på, at vi ikke taler sundhedsvæsenet for meget ned,” mener sundshedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen. – . Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Ritzau Scanpix.

Professor og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen har et yndlingscitat:

”Til ethvert kompliceret spørgsmål er der et simpelt svar – og det er som regel forkert,” gengiver han.

I dag fylder han 70 år, og med regeringens sundhedsreform lige om hjørnet er hans udsagn som ekspert så efterspurgte i medierne som nogensinde før.

Men man regner altså fejl, hvis man tror, at man hos ham får billige svar på problemstillinger i sværvægtsklassen som dem, der gælder sundhedsvæsenet. Tværtimod går han gerne i rette med magten, når den bevæger sig ad fyndordenes vej.

Som for eksempel, da han hørte statsministerens nytårstale, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) sagde, at mange svækkede ældre udskrives fra sygehusene til ”ingenting”.

”Det er en helt urimelig forenkling, og det er for mig at se politisk retorik som optakt til den kommende sundhedsreform. 95 procent kommer ikke hjem til ingenting, men til hjemmehjælp, der står parat, og en praktiserende læge, der har fået et udskrivningsbrev fra hospitalet,” siger han.

Han blev født i vestjyske Oksbøl, hvor hans far var murermester, og hans mor var postekspeditrice og stationsbestyrer. Han blev uddannet økonom i 1974 og fik sit første professorat i sundhedsøkonomi ved Odense Universitet i 1985. Senere blev han hvervet til Lego, hvor han var direktør og direktionsmedlem fra 1991 til 1999, hvorefter han vendte tilbage til universitetet.

For sundhedsvæsenet ligger ham på sinde. Det ligger jo alle på sinde:

”Alle er i snit i kontakt med sundhedsvæsenet mindst én gang om året. Alle har en aktie i sundhedsvæsenet. Det er ikke mange sektorer, man kan sige det om. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi opbygger og finansierer det, og det har fascineret mig siden 1975,” forklarer han.

Det kan undertiden være svært med fakta i debatter om sundhed, fortsætter han. Men hans ledende princip er at bidrage med netop det, og ”jeg taler ingen efter munden”, siger han.

Det er en selvkarakteristik, som går i hak med det skudsmål, som kollegaen Jakob Kjellberg, professor og sundhedsøkonom på VIVE, leverer:

”Han er jo en slags fader til sundhedsøkonomien i Danmark. Han beskæftiger sig med feltet mellem sundhedsøkonomi og -politik, og det gør han med stor autoritet, fordi han har gjort det så længe. Han bruger mange kræfter på at samle og kondensere viden, og han tager sig endda tid til at formidle den i tykke bøger.”

Bliver Kjeld Møller Pedersen bedt om at pege på sundhedsvæsenets største udfordring, er han dog enig med statsministeren i den overordnede diagnose: Der skal være bedre sammenhæng mellem kommuner og regioner om behandling og pleje af de kronisk og mest syge patienter. Dertil kommer, at de praktiserende læger skal overtage flere opgaver fra hospitalerne.

Men et lige så vigtigt budskab er, at Danmark har meget at være stolt af, når det gælder sundhedsvæsenet. Det er en pointe, han gerne vil minde offentligheden om i den tid, der kommer:

”Vi skal passe på, at vi ikke taler sundhedsvæsenet for meget ned, og det kan meget vel ske, når den kommende sundhedsreform skal sælges politisk. Men vi har i Danmark en god almen praksis, omend den er presset. Vi har fået en sygehusstruktur med 21 akutsygehuse, der har givet større kvalitet i behandlingen, og produktiviteten på sygehusene er høj, den er faktisk højere end i størstedelen af den private sektor. Det er ikke så ringe endda, som vi siger på jysk.”

Kjeld Møller Pedersen er gift med lektor Viola Nygaard Pedersen. De bor i Kolding og har tre voksne børn og to børnebørn.