Litteraturens grænser og kunst som virkelighedsproduktion

Han udforsker grænserne mellem virkelighed og fiktion

Poul Behrendt er ofte kontroversiel i sin litteraturkritik, men går altid detektivisk til værks for at finde ind til sandheden om romaners tilblivelse. –
Poul Behrendt er ofte kontroversiel i sin litteraturkritik, men går altid detektivisk til værks for at finde ind til sandheden om romaners tilblivelse. – . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Der findes akademikere, der ikke kun skriver til de studerende i auditorierne og kollegerne på universitetsgangene, men også er kendte – og anerkendte – i den brede offentlighed. Sådan en akademiker er Poul Behrendt. Han skriver gnistrende godt, som én kollega udtrykker det, mens en anden kalder ham et af de skarpeste hoveder i dansk litteraturkritik.

Sikkert er det, at han med sin evne til at kombinere journalistisk flair med substantiel forskning i forfatterskaber er lidt af en sjældenhed.

Med til forklaringen på, at Poul Behrendt begejstrer, hvad man med et forslidt udtryk kan kalde den almindelige læser, hører ikke mindst hans særlige fokus på selvbiografiske romaner. Ved forfatterarrangementer er der altid mindst én læser, der spørger om, i hvor høj grad fortællingen i en given roman er selvoplevet eller opdigtet. Derfor er Poul Behrendts forskning i fortælleformer og begreber som autofiktion, erindringsroman og virkelighedsfiktion spændende for de fleste elskere af litteratur. Ligesom hans litteraturkritik ofte er kontroversiel. Det bliver sagt om ham, at han ligefrem trives med konflikter.

Mange vil huske, da han i 1990 i det daværende dagblad Det Fri Aktuelt anmeldte Thorkild Hansens dagbøger fra dennes ungdomsår i Paris. Et stort set samlet anmelderkorps var begejstrede, men for Poul Behrendt var der noget i dagbøgerne, der ikke stemte. Han gravede i sagen og argumenterede i sin bog ”Djævlepagten” (1995) for, at Thorkild Hansen havde skrevet dagbøgerne, da han var en moden forfatter og ikke i sine ungdomsår. Det ændrede mange læseres opfattelse af Thorkild Hansens forfatterskab.

Godt 10 år senere udgav Poul Behrendt bogen ”Dobbeltkontrakten” (2006). Her reflekterer han over moderne forfatteres hang til at meddele offentligheden, at bøger, der som udgangspunkt skulle skildre virkeligheden, i virkeligheden slet ikke handler om noget virkeligt. Eller omvendt.

Et eksempel, som Poul Behrendt har beskæftiget sig indgående med i den forbindelse, er Peter Høegs roman ”De måske egnede”. Året efter ”Dobbeltkontrakten” udgav Behrendt ”Den hemmelige note”, der behandler det samme tema hos blandt andet forfatteren Jørgen Leth og filminstruktøren Nils Malmros. For få uger siden udkom så ”Fra skyggerne af det vi ved. Kunst som virkelighedsproduktion”, hvor Poul Behrendt især har fat i norske Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”.

Også her går han detektivisk til værks for at afdække detaljer, der kan afsløre, hvordan forfatteren anvender virkelighedsbegrebet. Det samme gjorde han allerede tilbage i 1984, hvor han udgav bestselleren ”Bissen og dullen” om 1968-generationens selvanalyser.

Poul Behrendt er opvokset i København, hvor hans far var sognepræst ved Sankt Johannes Kirke. Hans bror er Flemming Behrendt, der også er litteraturforsker. Med til familien hører også den afdøde søster Anita Behrendt, der var gift med museumsdirektør Erik Kjersgaard og mor til tv-værten Clement Kjersgaard.

Poul Behrendt blev mag.art. fra Københavns Universitet i 1972. Han har været redaktør af tidsskriftet Kritik, kritiker ved Det Fri Aktuelt og Weekendavisen, og siden 1980 ansat på institut for nordisk filologi ved Københavns Universitet.

I dag er han professor emeritus, men efter sigende mere flittigt skrivende end nogensinde. Til hans andre yndlingsbeskæftigelser hører motionsbadminton og møbelsnedkerarbejde. Også der er han perfektionist. Hver en bold skal vindes, og hver en overflade glatslibes.

Han er gift med teolog og tidligere kulturdirektør i DR Tine Smedegaard Andersen. Sammen har de to børn. Familien bor i København. Poul Behrendt har desuden to voksne børn og fire børnebørn med sin første kone, Jane Holkenfeldt.