Francis Currey var en blot 19-årig soldat fra delstaten New York, da hans kompagni den 21. december 1944 blev sat til at bevogte en bro ved byen Malmedy i det østlige Belgien. Det var midt under Ardenner-offensiven, og blot fire dage forinden havde tyskerne skudt og dræbt flere end 80 amerikanske krigsfanger få kilometer derfra i det, der siden blev kendt som Malmedy-massakren.
Currey og et dusin andre medlemmer af hans kompagni havde til opgave at give amerikanske pansertropper rygdækning. Da tyskerne i de tågede tidlige morgentimer uventet stormede de amerikanske stillinger, holdt Francis Currey stand, og i løbet af en 24 timer lang kamp brugte den ranglede teenager sin riffel, et raketstyr, et automatgevær, to slags maskingeværer og granater til at uskadeliggøre adskillige tyske kampvogne, udslette en håndfuld tyske soldater og redde flere af sine sårede kammerater i sikkerhed.
De sidste overlevende tyskere stak af. Selv slap den utrættelige Currey fra det dramatiske opgør med blot overfladiske skrammer.
Hans heltedåd blev beskrevet malerisk i aviser som The New York Times og New York Daily News, og året efter blev Francis Currey tildelt en ”Medal of Honor” (æresmedalje), som er den ældste og fornemmeste militære udmærkelse i USA. Medaljen blev kun uddelt 472 gange i forbindelse med bedrifter under Anden Verdenskrig, og i sin begrundelse lagde medaljekomitéen vægt på både Curreys heltemod og hans vilje til at ofre sit eget liv i kampen mod nazismen.
Francis Currey døde i sidste uge som 94-årig i sit hjem i byen Selkirk i New York, og i en udtalelse skriver delstatens guvernør, Andrew Cuomo, at han var en ”ægte amerikansk helt”, hvis bedrifter bidrog til at besejre fascismen.
Ifølge amerikanske nyhedsmedier fik Currey æren for at have forkortet Anden Verdenskrig med mindst seks uger, idet tyskerne ville have vundet en stor fordel, hvis det var lykkedes dem at bryde igennem den amerikanske forsvarsmur i Malmedy. Da Currey senere blev spurgt, hvad æresmedaljen betød for ham, svarede han:
”Der er ingen måde, hvorpå en person kan gøre det, jeg gjorde, uden betragtelig opbakning. Jeg håber, at mit land kan blive lige så stolt af mig, som jeg har været af mit land.”
De mænd og kvinder, der kæmpede i Anden Verdenskrig, er en uddøende generation, og efter Francis Curreys bortgang er der nu kun to nulevende amerikanske æresmedaljemodtagere fra Anden Verdenskrig tilbage i USA.
Francis Sherman Currey blev født i 1925 i Loch Sheldrake i New York. Han blev forældreløs som 12-årig og derefter opfostret af plejeforældre på en gård i den nærliggende by Hurleyville.
Da han gik i gymnasiet, arbejdede han for en bedemand og planlagde en karriere i samme spor. Men blot en uge efter, at han i sommeren 1943 blev student, meldte den spinkle 17-årige Currey, der trods sine 183 centimeters højde vejede under 60 kilo, sig til hæren. I et videointerview optaget i forbindelse med the Veteran’s History Project (krigsveteranernes historieprojekt) flere år senere lagde han ikke skjul på, hvorfor han havde taget beslutningen.
”For at komme væk fra Hurleyville hurtigst muligt,” sagde han.
Efter den militære grunduddannelse blev Currey imidlertid dømt for umoden til at komme i krig, så hæren sendte ham til Cornell University i Ithaca i New York for at læse ingeniørvidenskab. Men da de amerikanske styrker i Europa op til invasionen på D-Dag i juni 1944 havde brug for forstærkninger, var Francis Currey en af de mange amerikanske soldater, der blev sendt til Europa.
Han nåede ikke at være med til D-Dag, men kæmpede i Holland, Frankrig og Tyskland, inden han i vinteren 1944 havnede i Belgien under Ardenner-offensiven. Dette blodige opgør var Nazitysklands sidste store offensiv på Vestfronten, og den kostede 80.000 amerikanske og 100.000 tyskere livet.
Da Francis Currey vendte hjem fra Anden Verdenskrig, blev han rådgiver på et sygehus for krigsveteraner i Albany i New York, hvor han arbejdede i 30 år, indtil han lod sig pensionere i 1980. Derefter arbejdede han som selvstændig anlægsgartner.
I slutningen af 1990’erne blev Francis Currey den første æresmedaljemodtager til at blive afbildet som en af de populære G.I. Joe-actionfigurer, som fremstilles af den amerikanske legetøjsproducent Hasbro. Den 31 centimeter høje Francis Currey-figur er udstyret med en æresmedalje i ministørrelse samt et raketstyr og flere rifler og granater. Figuren blev markedsført som samlerobjekt snarere end som legetøj og hurtigt udsolgt. Senere blev Francis Currey også afbildet på et amerikansk frimærke.
Francis Currey efterlader sig sin hustru igennem 70 år, Wilma Eileen French Currey, tre børn, syv børnebørn og 12 oldebørn.