Prøv avisen

Han vender kasketten til fordel for spejderne

Thomas Kirkeskov skal være øverste leder i KFUM-Spejderne, en organisation han har været medlem af fra barnsben. Foto: Privatfoto.

Thomas Kirkeskov tager turen fra frivillig til KFUM-Spejdernes øverste leder. Den 1. december tiltræder den visionære mand stillingen som organisationens generalsekretær

Det er ikke nok at brænde for en sag, man skal også have energi til at holde den varm. Det kender Thomas Kirkeskov alt til. Den 1. december tiltræder han stillingen som generalsekretær i KFUM-Spejderne, og dermed får han endnu mere tid til at arbejde for den ungdomsorganisation, der står hans hjerte så nær.

Og det har den gjort i 30 år. Thomas Kirkeskov er født i Albertslund, men er vokset op i Sorø. Som tiårig meldte han sig under fanen i KFUM-Spejdernes lokale gruppe, Bisp Absalon. Han begyndte tidligt og blev patrulje-leder som 13-årig, og sådan kan kronologien skrives videre frem til den kommende stilling som generalsekretær. Men historien kunne også have fået den udgang, at han stoppede og forlod organisationen.

Jeg havde mange overvejelser, om det overhovedet var noget for mig at være KFUM-spejder, og i min tid i organisationen har jeg da også haft op- og nedture. Men heldigvis blev jeg samlet op af nogle ledere, der gav mig mulighed for at være spejder på en anden måde, siger Thomas Kirkeskov.

Netop den personlige historie vil spille en vigtig rolle i Thomas Kirkeskovs fremtidige virke som generalsekretær for KFUM-Spejdernes 24.000 medlemmer.

Jeg kan sagtens forstå, når de unge overvejer at melde sig ud. Men det skal bare få os til at skærpe vores profil, så vi bliver bedre til at fortælle om vores gode kvalitet. Derfor vil jeg gerne bevæge KFUM-Spejderne i en retning, hvor vi bliver flere og ikke mindst kommer i forbindelse med flere børn og unge. Jeg ser nogle fantastiske muligheder i at skabe nye former for tilknytning til KFUM-Spejderne og få flere samarbejdspartnere. Der er ingen tvivl om, at en af mine store opgaver bliver at skabe netværk, få flere samarbejdspartnere og fortælle om vores organisation i nye sammenhænge. Jeg synes, vi har et fantastisk produkt, og vi skal være stolte af det, vi laver, siger han.

Med ansættelsen af Thomas Kirkeskov får KFUM-Spejderne en stærk og visionær mand. Han er uddannet kulturgeograf ved Københavns Universitet og har i en årrække arbejdet med organisations- og ledelsesudvikling. Han har arbejdet i Røde Kors og Dansk Ungdoms Fællesråd, og siden 2010 har han været chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer. Til næste år bliver han master i systemisk ledelse og organisationsudvikling, og tankerne fra det projekt agter han at tage med ind i KFUM-Spejderne.

Privat bor han sammen med sin kæreste Henriette, og fritiden går ud over KFUM-Spejderne blandt andet med vandreture, sommerhuset i Sverige og fotografering. Især når han står med sit kamera og foreviger en vigtig detalje, får han fred og ro for eksempel til at tænke på, hvordan KFUM-Spejderne bliver endnu bedre.

kirke@k.dk