Prøv avisen
Portræt

Han vil ændre verden gennem børnene

Mads Klæstrup Kristensen er fra den 1. januar 2016 ny direktør for SOS Børnebyerne. Fra sin tidligere stilling i Folkekirkens Nødhjælp tager han blandt andet sloganet ”Vi tror på et liv før døden” med sig. Det indkapsler, hvad han får ud af kristendommen. Foto: Mikkel Østergaard

Mads Klæstrup Kristensen har et ønske om at gøre verden til et bedre sted og en kristen tro på, at man skal give videre, hvis man kan. Til nytår tiltræder han som ny direktør for SOS Børnebyerne

”Så fik du endelig dine børn,” grinte Mads Klæstrup Kristensens tidligere kolleger, da han annoncerede sin nye stilling som direktør for den private humanitære børneorganisation SOS Børnebyerne.

For arbejdet med børn, som Mads Klæstrup Kristensen påbegynder pr. 1. januar, ligger ham i høj grad på sinde. Det er gennem børnene, at det for alvor bliver tydeligt, hvad vi som samfund byder vores medmennesker, siger han og tilføjer, at børn derfor er det rigtige sted at begynde.

Det er ved at hjælpe dem, at man kan sikre trygge liv i de dele af verden, der står over for forfærdelige situationer. Derfor ser han som kommende direktør i SOS Børnebyerne et stort potentiale for fortsat at styrke hjælpen til udsatte børn gennem faddere og frivillige.

Det er ikke fremmed for Mads Klæstrup Kristensen at arbejde med verdens udsatte. Han kommer fra en ni år lang stilling som kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp, men hans gang i organisationen rækker helt tilbage til 2004. Først var han indsamlingschef, dernæst chef for de frivillige og så seniorrådgiver. Årene har givet ham en uvurderlig bagage af viden om nødhjælpsorganisationer, menneskesyn og frivillig arbejdskraft, fortæller han.

Det var dog i internet- og reklamebranchen, han trådte sine første skridt som kandidat i kommunikation fra Roskilde Universitet i 1993. Blandt andet var han chef i det digitale bureau Tribal DDB. Et job, han var glad for, men han savnede alligevel perspektiv, og at hans virke hang bedre sammen med hans øvrige syn på tilværelsen.

”Når jeg sad til middagsselskaber og skulle fortælle, hvem jeg var, så sagde jeg, at jeg var i et kommunikations- og reklamebureau - men at jeg også gerne ville gøre verden til et bedre sted for de allerfattigste. For det var nok i virkeligheden det, jeg allerhelst ville beskæftige mig med,” siger han.

At ville forandre verden gør sig også gældende i Mads Klæstrup Kristensens forhold til tro. Fra 2000 og otte år frem sad han i Vor Frue Kirkes Menighedsråd i København, og han kalder selv sin tilgang til kristendommen for handlingsorienteret.

”Tro betyder for mig at engagere sig. Tro betyder at give. Jeg har den kristne tilgang til livet, at hvis man har, så har man også muligheden for at give,” forklarer han.

Det var dog først i voksenlivet, at troen for alvor fik betydning. Som barn og ung voksede han op i Taarbæk nord for København, og ”her tror man mest på sig selv”, ler han.

I stedet var det en personlig oplevelse, der gjorde udslaget. Mads Klæstrup Kristensen mistede pludseligt en god ven, som efterlod sig kone og børn, og her gik det op for ham, at troen kunne give rum. I folkekirken fandt han et fællesskab, som rakte ud over det enkelte menneske, uddyber han:

”Jeg havde brug for at høre om den store sammenhæng, og at det gode vinder til slut.”

I sin fritid arbejder Mads Klæstrup Kristensen frivilligt som bestyrelsesformand i DanWatch og som formand for styregruppen i Verdens Bedste Nyheder. Henholdsvis et uafhængigt medie om menneskerettigheder og miljø og en platform for formidling af positive historier fra udviklingslande. Derudover spiller han squash og pinball.

Han er gift med teolog Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen. Parret bor i Taarbæk med deres tre sønner.