Levende fortællinger for børn om Gud

Jonathan Koefoed Vindum skal snart levendegøre Danmarks Folke- kirkelige Søndagsskoler materialer til kirker og klubber

”Jeg vil vildt gerne være med til at dele budskabet om Jesus til alle børn i Danmark,” siger Jonathan Koefoed Vindum, der selv har gået i børneklub som barn. – Foto. DFS.
”Jeg vil vildt gerne være med til at dele budskabet om Jesus til alle børn i Danmark,” siger Jonathan Koefoed Vindum, der selv har gået i børneklub som barn. – Foto. DFS.

I morgen begynder Jonathan Koefoed Vindum at arbejde som projektleder til videoproduktion i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS). Her skal han være leder af et nyt toårigt projekt, der er gjort muligt gennem betydelig støtte fra BorgFonden, der har hjemme i Silkeborg.

”Lige nu anvender mange klubber og kirker vores materialer til oplæring af børn i den kristne tro, og det skal Jonathan nu sørge for også kan ske gennem videoer,” fortæller landsleder Steen Møller Laursen.

Jonathan Koefoed Vindum blev sidste år færdiguddannet professionsbachelor i 3K, Kristendom, Kultur og Kommunikation, blandt andet med fokus på videoproduktion. Undervejs arbejdede han som redaktør for Bibellæser-Ringens app til bibellæsning, BibelTid.

”Videoprojektet støtter op om det i forvejen vigtige arbejde, det er at hjælpe børn til at høre om Gud. De inspirationsvideoer, jeg skal være med til at producere, skal hjælpe og inspirere de frivillige i søndagsskoler og børneklubber til at underholde og fange børnene i endnu højere grad, end de allerede gør,” fastslår han.

Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler har længe produceret inspirationsmaterialer i form af bøger og online hjælpemidler til kirker og klubber, der vil formidle kristendommen til børn. Landsorganisationens videosatsning skal for eksempel tilknyttes Kirkefrø, der er et formidlingsmateriale til kirkeårets tekstrækker, og dermed gøre det endnu lettere at fortælle børn om Gud. En anden del af satsningen er at nå nye målgrupper ved at producere videoer til juniorer, som i høj grad er på hjemmebane på dette medie.

Jonathan Koefoed Vindum er gift med Stine og bruger sin fritid på lange gåture og på video- og billedredigering. Ægteparret er en del af flere kristne fællesskaber i Aarhus, hvor de bor.