Olafur Eliasson vil have sit publikum til at sanse

Danmarks for tiden mest berømte kunstner, Olafur Eliasson, inddrager sit publikum igennem spektakulære sanseindtryk. I morgen onsdag fylder kunstneren med de islandske rødder 50 år

Olafur Eliasson har skabt en række gigantiske naturinspirerede værker, blandt dem et flodleje med sten på kunstmuseet Louisiana. –
Olafur Eliasson har skabt en række gigantiske naturinspirerede værker, blandt dem et flodleje med sten på kunstmuseet Louisiana. – . Foto: Janus Engel/Polfoto.

De fleste kender efterhånden hans værker herhjemme. Og hvad enten man cykler i ottetaller over Københavns nye cirkelbro, ser Aarhus’ skyline gennem regnbuefarvet glas eller går en tur i et islandsk landskab på Louisiana, handler Olafur Eliassons spektakulære værker om at sanse. I morgen onsdag fylder den dansk-islandske kunster 50 år.

Olafur Eliasson er søn af islandske forældre, kunstmaleren Elias Hjørleifsson og designeren Ingebjørk Olafsdottir. Han blev født i 1967 i Danmark og voksede op i Holbæk. I en årrække i 1980’erne dansede han breakdance i Københavns hiphopmiljø, inden han som kun 18-årig blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han blev færdiguddannet i 1995.

Olafur Eliasson blev for alvor verdenskendt, da han i 2003 udstillede sin installation ”The Weather Project” på Tate Modern i London. Installationen var en kæmpemæssig kunstig sol, der fyldte hele museets gamle turbinehal. Og ud over den store sol og kunstige tåge havde Eliasson installeret et spejl i loftet, som de besøgende kunne spejle sig i, mens de lå på gulvet og lod sig bade i det orange lys fra solen. Udstillingen tiltrak ikke færre end to millioner mennesker. I 2008 skabte han en række kunstige vandfald i New Yorks havn. I Danmark er han blandt andet kendt for den regnbuefarvede cirkelgang ”Your rainbow panorama” på kunstmuseet ARoS i Aarhus og ”Riverbed” på kunstmuseet Louisiana, hvor han installerede et flodleje med sten og vand. En udstilling, som efterfølgende medførte en stor kritik af Louisiana fra flere debattører, som efterspurgte mere nytænkning.

Det gennemgående tema for Eliassons værker er en undersøgelse af de menneskelige sanser og publikums eget møde med netop disse. Eliasson har selv formuleret sit mantra således: ”Se dig selv sanse”.

Det handler om at få publikum til at blive opmærksom på sig selv i gennem et dynamisk møde med naturlige elementer som lys, vand, og tåge. I skellet mellem den kunstige og den naturlige verden bliver vi som mennesker opmærksomme på vores egen tilstedeværelse i verden.

Mette Sandbye er kunstanmelder på Weekendavisen og Institutleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Hun forklarer blandt andet hans store succes med, at han formår at blande et enkelt formsprog med en både spektakulær og publikumsinddragende kunst. Hun beskriver det som en avanceret og gennemført kunstnerisk praksis, der lægger sig i forlængelse af en avantgardistisk og minimalistisk tradition fra tidligt i det 20. århundrede og frem til 1960’erne. En kunst, han har formået at føre op til i dag og tilføre en bred publikumsappel, som hun også kalder ”en spektakulær turismekunst”, fordi den tiltrækker så stort et publikum. Hun tilføjer:

”Og så har han været kommercielt orienteret, som er en vigtig del af en kunstners praksis i dag. Man skal kunne promote sig selv og omsætte det, man laver, til ord og kende markedspræmisserne. Og der er han i særklasse for en dansk kunstner.”

Ud over de store udstillinger skabte Olafur Eliasson i samarbejde med ingeniøren Frederik Ottesen i 2012 kunstprojektet ”Little Sun”, der skulle fremme brugen af solenergi i fattige dele af verdenen, hvor elektrisk lys normalt ikke er tilgængeligt. Et projekt, daværende kunstanmelder Micael Jeppesen på Information kaldte naivt: ”’Little Sun’ er ikke innovativ eller nyskabende.”

Olafur Eliasson er gift med kunsthistoriker Marianne Krogh Jensen og er far til to børn.

 
14.2.2017: Angivelsen for fødselsdagen i indledningen er rettet fra "i dag" til "i morgen onsdag".