På Socialrådgiverforeningens kontorer minder 36-årige sekretariatschef Rasmus Meyer sine medarbejdere om, hvordan man bringer teologer og forfattere som Løgstrup, Kierkegaard og Grundtvig ind i diskussioner om alt fra arbejdsmiljø til overvejelser i en politisk ledet organisation. Han er ikke den, der deler bolsjer ud, men er altid til stede med sit eget væsen og forventer det samme af andre, lyder det fra dem, der kender ham professionelt. Så selvom kollegerne var kede af nyheden om den kommende afsked, forstod de ganske godt skiftet.
Rasmus Meyer skal nemlig overtage forstanderposten på Krogerup Højskole for Rikke Forchhammer fra august i år. Og i sin åbningstale på den nordsjællandske højskole citerede han forfatter Tage Skou-Hansen for, ”at der er grænser for, hvor meget grimt man kan sige om verden uden selv at blive forgiftet”. At vi lever i en resignationskultur, hvor vi får at vide, at livet er farligt, kolliderer med den kommende forstanders livssyn.
”Vi skal selvfølgelig påpege fejl og mangler, men vi skal også huske at glædes over det, der er, og tro på mulighederne,” siger Rasmus Meyer, der er uddannet sociolog fra RUC og The New School for Social Research i New York.
At tro på mulighederne har været et helt bevidst valg fra hans side. En form for personligt ombud, hvis man spørger hans nærmeste. Det kommer af hans personlige erfaringer med, at livet kan være svært, og derfor er det blevet hans opgave i livet at erkende, at der efter mørke godt kan komme lys.
Rasmus Meyer er vokset op i et engageret hjem, hvor man talte sammen om det samfund, man var en del af. Trygheden blev imidlertid brudt, da han som 13-årig mistede sin mor til kræft. For dødsfaldet bibragte hans liv en særlig alvor, som både var forbundet med en smertelig sorg og en taknemmelighed over livet.
”Når jeg bruger den erkendelse bedst, bruger jeg det netop til at glædes over det, der er,” siger han.
Da han blev gift med journalist Lea Korsgaard, som er chefredaktør på den digitale avis Zetland, tænkte han over, at hvor præster siger, at man har valgt hinanden som ægtepar, havde han det lige omvendt. På en måde var ægteskabet nemlig blevet valgt for ham, fordi den perfekte kærlighed har en nærmest tvangsmæssig karakter. Og den følelse kan han kun glæde sig over at have oplevet.
Sammen bor parret i det såkaldte forfatterkvarter i Valby ved København med deres tre sønner og flytter fra august ind i forstanderboligen i Nordsjælland. Første gang de mødtes, var på Testrup Højskole.
På Testrup Højskole fik Rasmus Meyer oplevet, hvordan man på en højskole kan få fag som teologi, politik, historie og samfund til at smelte sammen i oplysning – i modsætning til i det omgivende samfund, hvor der ifølge ham desværre sker en udspaltning af disciplinerne.
I ungdomsårene havde han ihærdigt – og nærmest udelukkende – beskæftiget sig med politik i blandt andet Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og været delvist blind for andre vinkler på samfundet. Og ifølge barndomsvenner spændte den politiske passion da sommetider også ben for hans ørenlyd over for andres input. En skavank, han er kommet efter i dag.
Selv medgiver han, at han dengang var overbevist om, at han altid havde ret politisk, mens for eksempel religiøsitet var noget pjat. Men jo mere han har læst og lyttet med årene, jo mere er han kommet i tvivl. I dag siger han om sig selv, at han har bevæget sig fra ”at tro, han havde ret, til at vide, at han er i tvivl”.
Så hvad tror han på i dag?
”Hal Koch ville sætte sine elever i stand til ’at indlade sig lidenskabeligt med tilværelsen’. At gå ind i livet og prøve at leve det – fuldtonet og helt – også selvom det indimellem giver nogle skrammer. Det er, hvad jeg tror på,” siger han.