Hanne Munk kan gå med til at tale sammen i telefonen klokken 12.00. Men helst ikke før. Hun er nemlig et nattemenneske, som nogle gange går i seng klokken fem om morgenen, fordi hun kan lide nattens stilhed med tid til eftertænksomhed.
Måske skyldes det også, at hun de seneste år har haft meget at tænke på siden sin mands død i 2011. Arne Munk var teolog og underviser ved Københavns Universitet, og så var han en af Danmarks mest fremtrædende abortmodstandere. Derudover var han søn af digterpræsten Kaj Munk, som blev skudt af tyskerne under Anden Verdenskrig, da Arne Munk var ni år gammel.
Som det ofte var tilfældet dengang, blev Kaj Munks død ikke bearbejdet i familien, fortæller Hanne Munk, og det havde konsekvenser for alle familiemedlemmer.
For tiden venter hun på et længe ventet skifte i sin tilværelse. Hun har nemlig købt et svensk træhus i Nysted på Lolland, hvor hun er født.
“Det er min store drøm at flytte tilbage. Det sagde jeg allerede til min mand for mange år siden, men jeg kunne ikke få ham med, for han skulle ikke ned til den 'landsbyhave', som han sagde. Han elskede Lolland, men han kunne bare ikke slippe det her sted og minderne,” siger Hanne Munk med henvisning til Vedersø i Vestjylland, hvor de boede sammen, og hvor Kaj Munks gamle præstegård ligger på den anden side af vejen.
At hun stadig befinder sig i Vestjylland, skyldes, at huset ikke er solgt endnu. Men det skyldes også, at hun sammen med sin datter, Matilde Munk, har brugt år på at rydde op i arven efter Kaj Munk.
“Det skulle afsluttes på en eller anden måde, og det er først i det seneste års tid, at vi kan mærke, at vi har sluppet det,” siger Hanne Munk.
“Da jeg blev gift med Arne, var jeg ikke klar over, at hans far var så stort et navn for at sige det ligeud. Han fyldte meget, både i Danmark, i udlandet og i familien, som aldrig havde fået bearbejdet sorgen over, at deres far blev hentet og skudt. Da jeg mødte min mand, sagde han til mig, at det havde han gennemarbejdet. Men det havde han ikke.”
“Dengang tænkte man, jo mindre man taler om det, des hurtigere forsvinder det, men det sætter sig i sindet, hvis man ikke bearbejder det. Min mands sår sprang op, og da var det for sent. Han savnede både sin far og sin himmelske far, så på en måde var det godt for ham, da jeg pludselig en morgen fandt ham død på gulvet.”
En ting var det praktiske, der skulle ordnes efter Arne Munks død. Han havde kastet sig ind i en konflikt om, hvad der skulle ske med farens gamle præstegård og møblerne, som sønnen ikke ville udlevere som museumsgenstande.
“Den kamp bundede jo i virkeligheden i noget andet, der gjorde, at den eskalerede, så efter mange overvejelser gav jeg møblerne tilbage til præstegården.”
“Men min datter og jeg sad også tilbage med smerten og minderne. Jeg har senere tænkt på, at det var som at være gift med en, der har været i koncentrationslejr, på den måde, at mange af dem heller aldrig talte om det, der var sket.”
Mange af disse tanker fik Hanne Munk først, da hendes mand var død.
“Jeg så det også som noget spændende engang. Jeg kom ind i en verden, jeg aldrig havde været i før og mødte alle de mennesker, som de omgikkes. Og jeg har også holdt foredrag om Kaj og Lise Munk. Men der var en bagside af medaljen, som man ikke ser, og det er måske det, jeg er blevet lidt træt af de senere år, når der er blevet talt om Kaj Munk, og hvor fantastisk det var alt sammen,” siger Hanne Munk, der i dag har forladt først folkekirken, så den katolske og i dag kommer i en frikirke i Holstebro.
Derfor holdt Hanne Munk også en pause fra at holde foredrag, og hun har holdt lav profil i en årrække, mens hun har skullet finde fast grund under fødderne igen. Men der er kun en, der kan helbrede den slags smerte, mener hun i dag.
“Det har givet mig en enorm tro, og jeg har lyst til at gå ud og sige til folk, der sidder med en stor smerte, at der er en, de kan henvende sig til, og det er Jesus Kristus."
“Jeg kommer tit til at tænke på min svigerfars sidste ord, som han sagde til Lise, ‘Stol på Gud,” siger hun om Kaj Munks bemærkning til hustruen, da han blev afhentet af nazisterne.
"Derfor vil jeg også meget gerne tage min foredragsvirksomhed op igen, men med mere fokus på smerten og kristentroen. Jeg kunne godt tænke mig at komme ud og hjælpe mennesker, der har det svært, og det er også derfor, jeg ville være præst i sin tid,” siger Hanne Munk, der er uddannet teolog, men aldrig fik embede, blandt andet fordi hun ikke ville vie fraskilte.
“Det er Gud, der har hjulpet os i alle disse år og har fået mig til at tro, at der er en fremtid og et håb.”