Hanne Munk og den berømte svigerfar

Hanne Munk fik aldrig embede i folkekirken, men et liv i Kaj Munks skygge. I dag fylder hun 60 år

Hanne Munk giftede sig ind i Munk-familien, og derved blev den berømte digterpræst også en del af hendes liv. Her er hun fotograferet ved Kaj Munks jagtejendom, ”Lokkelykke”. –
Hanne Munk giftede sig ind i Munk-familien, og derved blev den berømte digterpræst også en del af hendes liv. Her er hun fotograferet ved Kaj Munks jagtejendom, ”Lokkelykke”. –. Foto: Jens Bach.

Hun er fra Lolland, ligesom digterpræsten Kaj Munk var det, og selvom de to aldrig har kendt hinanden i levende live, har skæbnen knyttet dem sammen. For Hanne Munk giftede sig med universitetslektor Arne Munk og fik derved en tilværelse i skyggen af Kaj Munk, der livet igennem satte sit stærke præg på sønnen som den far, Arne mistede som niårig, da Kaj Munk i 1944 blev myrdet af tyskerne.

I dag fylder Hanne Munk 60 år og holder jævnligt foredrag om sin berømte svigerfar og om Arne Munk, der døde i april 2011. Selvom hun indimellem omgås med planer om at flytte tilbage til Lolland, bor Hanne Munk fortsat med udsigt til Kaj Munks gamle præstegård i Vedersø, en af årsagerne til, at Arne Munk bosatte sig lige der.

Som Munk-familien i øvrigt holder også Hanne Munk principperne i hævd. Hun går ikke på kompromis. I hvert fald ikke, når det gælder de afgørende forhold i livet, og det har kostet dyrt. I 10 år kæmpede Hanne Munk forgæves for at få et præsteembede i folkekirken, men blev gang på gang fravalgt, fordi hun ikke ville vie fraskilte.

Det har i perioder været meget svært, fortæller hun, uden at det i øvrigt har fået hende til at ændre standpunkt. Siden meldte Hanne og Arne Munk, samt datteren Mathilde, sig ud af folkekirken og konverterede i 2006 til katolicismen.

Hanne Munk har sin mor endnu. Faderen var mejeribestyrer på Lolland, men allerede da hun var 11 år, flyttede familien til København. Efter ophold som au pair i England tog hun en uddannelse som lægesekretær og blev ansat på Rigshospitalet. Siden arbejdede hun som korrespondent og telex-operatør og kom også på Askov Højskole. Det var her, hun fandt ud af, at hun skulle være præst, men da hun var i gang med første del på Københavns Universitet, forelskede hun sig i sin lærer. Hun og Arne Munk, der var lektor i Det Gamle Testamente, blev gift i 1983, siden kom datteren Mathilde, så først i midten af 1990erne blev der tid til at færdiggøre studierne.