Den 6. april blev Dennis Sørensen testet for covid-19. Han var ansat som social- og sundhedsassistent på coronaafdelingen på Bispebjerg Hospital og havde haft nogle influenzalignende symptomer, som bekymrede ham. Men testen var negativ, så Dennis Sørensen kunne tage det roligt.
Få dage efter var han sammen med sin kæreste ude for at se til parrets hest på den nærliggende rideskole, men pludselig faldt Dennis Sørensen om. Kæresten fik kontaktet alarmcentralen, og Dennis Sørensen blev hentet i ambulance og kørt til Hvidovre Hospital, hvor han blev testet positiv og hurtigt fik ilt via en maske. Situationen var dog kritisk, og efter en enkelt dag kom han i respirator, fordi han ikke havde kræfter til at trække vejret selv. Knapt en uge senere, tirsdag den 14. april, blev han overflyttet til Rigshospitalet. Det blev hans sidste dag. Lunger, hjerte, nyrer og lever holdt op med at fungere. Selvom Dennis Sørensen var sund og ”bomstærk”, som hans far beskriver ham, så døde Dennis Sørensen i en alder af kun 36 år.
”Jeg var ellers slet ikke bekymret for hans liv. For Dennis var jo ung og ved godt helbred. Men nu kan jeg desværre se, at han havde ret, når han fortalte mig om de oplevelser, han havde på afdelingen. Han fortalte altid begejstret om sit arbejde med at gøre en forskel for folk, men han var rystet over virussens farlighed. Selv for yngre og ellers raske mennesker,” fortæller Peter Lynge Sørensen.
Dennis Sørensen havde nemlig set, hvordan også yngre mennesker bliver indlagt med covid-19, og han ønskede at gøre folk opmærksomre på, at coronavirus ikke kun rammer ældre og svagelige. Det havde han blandt andet skrevet på sin Facebookprofil, og han opfordrede alle til at være meget påpasselige og tage deres forholdsregler. Han var blevet overflyttet som sosu-assistent til coronaafdelingen i februar, og siden så han heller ikke selv sin far, der med sine 68 år og hjerteproblemer hører til gruppen af særligt udsatte.
Men han ringede eller sms’ede til sin far ofte flere gange dagligt, og var der altid som den opmærksomme og kærlige søn. Båndet mellem de to har altid været stærkt, men forholdet mellem far og søn blev yderligere forstærket, da Dennis Sørensens mor døde for syv år siden.
”Dennis var vores eneste barn, og det var selvfølgelig også hårdt for ham at miste sin mor. Hun døde af brystkræft og havde også sin sidste tid på intensiv, præcis som han. Men i det mindste kunne jeg være der til det sidste for hende – og sige ordentligt farvel. Dennis har jeg jo ikke måttet besøge, mens han var indlagt, og jeg har ikke set ham efter hans død,” siger Peter Lynge Sørensen.
Han husker især sin søn som en, der altid var omsorgsfuld over for andre, og som et menneske, der også selv havde det bedst, når han netop kunne være noget for nogen.
På villavejen i Brønshøj, hvor Dennis Sørensen voksede op, var han derfor også vellidt af alle, og som dreng var han den første på gaden, der lærte at cykle. Det var på hjemmelavede cykler, som hans ingeniørfar havde fremtryllet i værkstedet, og for Dennis var det helt fint, at hans cykler så anderledes ud end kammeraternes. For hans cykler havde gear og kunne køre rigtig hurtigt.
Han var ellers ikke den hurtigste, når der blev spillet fodbold.
Hans fysik passede ifølge faderen bedre til styrketræning, og her klarede Dennis Sørensen sig så godt, at det endda blev til et par DM-titler i vægtløftning.
Efter folkeskolen tog han først en tjeneruddannelse på Hotel- og Restaurantskolen i København, hvor han var meget glad for at være. Og hvor respekten var gensidig. Men mødet med den hierarkiske hakkeorden i selve restaurationsbranchen var derimod ikke positivt, fortæller hans far.
”I sådan et hierarki er tjeneren ofte den laveste, og det var ubehageligt for ham at blive behandlet sådan. Så hans mor sagde til ham, at han simpelthen skulle tage en anden uddannelse, hvor arbejdet passede bedre til hans psyke, og sådan kom han i gang inden for sygeplejen. Først som plejer, siden tog han assistentuddannelsen, og sideløbende med sit job på Bispebjerg var han i gang med at uddanne sig til sygeplejerske og manglede kun et par år.”
Skiftet fra restauranttil hospitalsverdenen fik Dennis Sørensen til at blomstre op. Hans fysiske styrke kombineret med hans omsorgsgen kom både kolleger og patienter til gavn. Og han var selv meget glad, da han blev en del af personalet på Bispebjerg Hospitals coronaafdeling.
”Som han skrev på sin Facebook-profil: ’Jeg er ikke hjemme – jeg passer på Danmark’. Sådan havde han det. Han følte, at han tog et vigtigt arbejde på sig. For vores allesammens skyld. Og det er jeg da vildt stolt af ham for. Samtidig med at jeg savner ham helt forfærdeligt.”
Derfor lyder Peter Lynge Sørensens håb:
”At vi husker alle de mennesker i sundhedssektoren, der lige nu knokler for at bekæmpe coronavirussen, når vi er på den anden side af smittefaren engang. I virkeligheden burde de alle stille sig op i en lang kø foran Amalienborg og så hædres med en medalje for deres indsats.”
Mens Peter Lynge Sørensen forsøger at være i sorgen over tabet af sin søn, sender han også sine tanker til sin søns kæreste gennem mange år.
De boede sammen i en lejlighed i Sydhavnen i København, og hun er nu i isolation, da hun også er smittet med covid-19.
Personligt får Peter Lynge Sørensen masser af kærlige hilsener og opringninger fra familie og venner, der kondolerer og vil tale med ham om den elskede søn, som de har fulgt, mens han voksede op. Og midt i sorgen glæder det Peter Lynge Sørensen, at det er lykkedes ham at få kontakt til den præst, der for mere end 20 år siden konfirmerede Dennis.
”For ham var han så glad for. Han betød noget særligt for Dennis,” som Peter Lynge Sørensen siger.
Præsten er i dag gået på pension, ”men han husker stadig Dennis som en af de unge, man gemmer blandt sine gode minder. Så han har har sagt ja til at stå for bisættelsen, når det en dag kan lade sig gøre. Når alting bliver frit igen. Men indtil da skal vi huske Dennis’ ord om, at dette kan ramme alle. Hvis vi gør det, har hans død ikke været forgæves.”