Prøv avisen
Portræt

Hele Danmarks havemand fylder rundt

”Når jeg tager rundt i landet og holder foredrag, møder jeg flere tusinde mennesker, og der er altid nogle, som vil have mig til at fortælle om Per, Lotte eller Anders og Julius. Selvom det måske er fem, ti, tyve år siden, så kan folk huske programmerne endnu, hvilket er den bedste målestok for godt fjernsyn,” siger Søren Ryge Petersen, som i dag bliver 70 år. Foto: Scanpix

Søren Ryge Petersen er blevet kendt for stærke portrætter og for at dyrke langsomheden i sine udsendelser fra haven. Det høje tempo i arbejdslivet har den i dag 70-årige tv-vært og journalist dog ikke tænkt sig at lave om på

For nogle måneder siden greb Søren Ryge Petersens arbejdsgiver på Danmarks Radio fat i ham. I anledning af at den populære tv-vært, journalist, havemand og forfatter i dag fylder 70 år, vil DR på dagen gerne genudsende hans 10 bedste programmer på DR1. Søren Ryge Petersen kunne frit vælge, hvilke det skulle være.

Når man har arbejdet i DR i cirka 35 år og har lavet et sted mellem 500 og 700 programmer, kunne denne opgave med at udvælge måske lyde en smule tidskrævende. Søren Ryge Petersen brugte under 10 minutter på at finde de 10 programmer, der sendes i dag fra kl. 10.30 og frem.

”Alle mine programmer har været gode, men nogle har løftet sig op til næsten at være uforglemmelige for både mig og seerne. Når jeg tager rundt i landet og holder foredrag, møder jeg flere tusinde mennesker, og der er altid nogle, som vil have mig til at fortælle om Per, Lotte eller Anders og Julius. Selvom det måske er fem, ti, tyve år siden, så kan folk huske programmerne endnu, hvilket er den bedste målestok for godt fjernsyn. Når man efter så mange år stadig kan huske Lotte Glob, der gik rundt på en strand og legede med flydende sten, så er det fabelagtigt godt fjernsyn. Sådan har jeg en stribe programmer, der ligger meget højt i min bevidsthed, og det gør mig glad,” siger tv-værten, som i dag fylder 70 år.

Efter opvæksten i Agtrup i Sydslesvig uddannede Søren Ryge Petersen sig til cand.phil. i dansk på Aarhus Universitet, og i 1977 begyndte han at lave programmer for DR, heriblandt direkte udsendelser fra sin have og portrætter af helt almindelige mennesker. Karakteristisk for programmerne er det langsomme tempo, som han også selv foretrækker.

”I dag går det meget stærkt på tv, og den nye generation af klippere skifter gladeligt billede efter bare et eller to sekunder. Det giver flere billeder i programmerne - men pyyyha, man bliver træt i hovedet. Det kan jeg grundlæggende ikke fordrage. Jeg vil gerne fortælle historier i virkelighedens målestok, og så bliver det langsomt. En halv times direkte tv er ekstremt langsomt, for der er ikke så meget som ét klip i 30 minutter. Hvis jeg skal gå tyve meter, så sker der ikke noget andet i de ti sekunder.”

Man skal dog ikke lade sig narre af det rolige tempo. Selvom Søren Ryge Petersen har gjort det utallige gange før, så kræver de direkte udsendelser megen forberedelse. Det vigtigste er at have en idé om, hvor lang tid programmets forskellige elementer kommer til at tage, for hvis han ikke er færdig, når den halve time er gået, klippes der bare væk. Det er endnu ikke sket, men nogle afslutninger har været hurtige, hvilket han ikke bryder sig om. Han vil gerne sige farvel på en ordentlig måde.

I en periode var der tvivl om, hvorvidt Søren Ryge Petersen kunne få lov til at sige farvel til sit arbejde på en ordentlig måde. DR har nemlig en regel om, at fastansatte afskediges, når de fylder 70. Men han bliver. Indtil videre har han en kontrakt på et år, og så tager han det derfra.

”Jeg regner med at stoppe inden for overskuelig fremtid, men når jeg gør, tror jeg, det bliver mig selv, der bestemmer det. De fleste af min slags vil gerne stoppe, mens legen er god.”

Lige nu kan han ikke se sig selv på pension.

”Jeg har aldrig trukket stikket i bare tre uger i træk og heller ikke haft behov for det. Jeg har altid været glad for mit arbejde, hvilket hænger sammen med, at jeg altid har fået lov til at lave det, jeg gerne ville. Ingen har blandet sig i, hvad jeg laver.”

Selvom man måske kan føle, man kender Søren Ryge Petersen privat efter at have set hans programmer, så holder tv-værten af princip sit dybeste privatliv for sig selv. Det gælder blandt andet spørgsmålet om tro.

”Men man kan sige, at jeg er opdraget i den kristne tro, med Grundtvig og højskoletanken - og den slags glemmer man jo aldrig.”

Fødselsdagen fejres i dag i hjemmet på Djursland, hvor Søren Ryge Petersen gennem mange år har boet med Cathrine Becher, og i morgen holdes der stor fest med mange gæster. De vigtigste er naturligvis hans tre børn og tre børnebørn.