Prøv avisen

- Haven passer jeg da selv

-- Vi har mange planter i haven, både pryd- og nytteplanter, siger Inger Stilling Pedersen, som trods sine snart 80 år selv passer både hus og have -- stort set. -- Foto: Randers Amtsavis.

Kristeligt Folkepartis mangeårige folketingsmedlem Inger Stilling Pedersen har fortsat sit aktive liv uden for Christiansborg

– Haven passer jeg da selv. Vi gør alting selv, kommer det rapt fra tidligere folketingsmedlem Inger Stilling Pedersen, der i morgen fylder 80 år.

Gået på klingen indrømmer hun dog, at hun får hjælp til de tungeste opgaver, som når der skal plantes nye buske og træer. Men ellers vil hun helst ikke være afhængig af det offentlige, og hun passer selv sin mand, Harald, som blev ramt af en hjerneblødning for et år siden. De blev gift for 17 år siden, et par år før hendes mangeårige karriere som folketingsmedlem for det daværende Kristeligt Folkeparti stoppede.

Som aktiv i KFUK og ydre missionsarbejde faldt det hende naturligt at komme på banen, da Kristeligt Folkeparti blev stiftet. Ved et lokalt partimøde først i 1970'erne spurgte hun kritisk til, hvorfor der kun blev opstillet mænd til Folketinget – og fik med det samme modspørgsmålet, hvorfor hun ikke bare selv stillede op.

Det gjorde hun så og blev valgt, da Kristeligt Folkeparti kom i Folketinget første gang i 1973. Hun mistede sit mandat i 1979, men kom ind igen i 1984 og beholdt det derefter i 10 år. Dermed kom hun til at sidde væsentligt længere i Folketinget end partiets anden store kvinde, Inge Krogh, men hun fik aldrig samme folkelige gennemslagskraft. Den fik Inge Krogh, blandt andet på grund af en meget kontroversiel kampagne mod den fri abort.

Inger Stilling Pedersen formulerede sig blødere om mærkesagen og ville hellere tale for retten til livet end imod retten til fri abort. For hende har politik som hovedregel handlet om de nære problemer og ikke om de store ideologiske skel. Om at ældre skal have bedre omsorg og pleje, om at familien skal kunne indrette sig, som den helst vil.

Netop det synspunkt bragte hende i opposition til hendes eget parti, da det i 1993 gik med i Poul Nyrup Rasmussens (S) første regering sammen med De Radikale og CD. Regeringen indførte orlovsordninger, men Inger Stilling Pedersen mente, at man i højere grad burde tage hensyn til de familier, hvor forældrene ikke var på arbejdsmarkedet eller kun på deltid.

Siden har Kristeligt Folkeparti skiftet navn, er røget ud af Folketinget og kæmper nu for at blive opstillingsberettiget efter en ødelæggende fløjkrig.

Inger Stilling Pedersen var imod navneskiftet, og hun mener, man skulle have holdt fast ved det kristne for ikke at støde de gamle vælgere væk. I hendes lange parlamentariske karriere var det især socialpolitikken, der optog hende, men et enkelt år fra 1987-1988 var hun gruppeformand.

I dag er hun ikke længere partipolitisk aktiv, men aktiv på mange andre felter.

Efter valgnederlaget i 1994 blev hun i 1996 medlem af menighedsrådet i Kristrup Sogn i Randers i to perioder. Hun engagerede sig blandt andet i kirkens aktivitetsudvalg. For fire år siden blev hun valgt til Ældrerådet, og Randers har i det hele taget været hendes base, siden hun selv gik i 1. klasse. Hun mener, at byen generelt giver ældre, syge og handicappede en god behandling, noget, som hun med sin mands sygdom har haft tæt inde på livet.

Oprindelig er Inger Stilling Pedersen uddannet lærer fra Århus Seminarium, og da hun røg ud af Folketinget i 1979, vendte hun midlertidigt tilbage til lærerjobbet. Netop muligheden for at præge børn har været en af de store ting i hendes liv, fortæller hun.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk