En herostratisk berømt scene i moderne svensk politik udspillede sig i 2018, da holocaust-overleveren Hédi Fried inviterede lederen af det borgerlige Sverige, Ulf Kristersson, på kaffe.
Fried, dengang 95 år og en respekteret stemme i den offentlige debat, ville forud for rigsdagsvalget advare mod et samarbejde med Sverigedemokraterne fra den yderste højrefløj. Et parti, som ifølge Auschwitz-overleveren var en trussel mod demokratiet.
Ulf Kristersson lovede ifølge Hédi Fried, at han aldrig ville have noget at gøre med Sverigedemokraterne. Et løfte, en tilstedeværende fotojournalist siden har bekræftet. Men fire år senere blev samarbejdet ikke desto mindre en realitet.
Selv kaldte Fried det borgerlige Sveriges åbning mod Sverigedemokraterne, som blandt stifterne talte personer med nazistiske og fascistiske sympatier, et ”stort svigt”. En følelse, hun delte med mange svenskere.
”Spørgsmålet er, om man kan stole på Kristersson,” spurgte Sveriges mest læste avis, Aftonbladet, på lederplads dagen før valget den 11. september i år.
Og Ulf Kristersson frygtede ligeledes konsekvenserne. Få dage før valget havde Moderaterne i hvert fald købt annonceplads på Google, som betød, at når man søgte på ”Hédi Fried” på internettet, blev man mødt med en henvisning til en artikel, hvor Kristersson forklarer, hvorfor der i partilederens øjne ikke var tale om et løftebrud over for holocaust-overleveren.
Men følelsen af svigt kunne ikke manes i jorden, og da Fried den 19. november 2022 gik bort i en alder af 98 år, skete der noget opsigtsvækkende: Ulf Kristerssons profil på det sociale medie Instagram blev pludselig oversvømmet med kommentarer fra alverdens brugere: ”Hédi Fried,” skrev de i så stort et omfang, at kommentarsporet til sidst måtte lukkes.
Hédi Fried var frem til sin død en dybt respekteret stemme i det svenske samfund. I årtier gik hun forrest i kampen mod racisme og for oplysning om holocaust. En indsats, som gennem tiden kastede en lang række både svenske og internationale udmærkelser af sig.
Det lå dog ikke i kortene, at den spinkle jødiske pige, der kom til verden i Rumænien (daværende Ungarn, red.) en sommerdag i 1924, årtier senere skulle blive hovedperson i den svenske valgkamp.
Hédi Fried blev født i byen Sighet, som tyskerne indtog i 1944. Områdets 14.000 jødiske indbyggere blev sendt til udryddelses- og koncentrationslejren Auschwitz. Frieds forældre døde i lejren, men Hédi og søsteren Livia overlevede og havnede siden i Bergen-Belsen. Britiske tropper befriede lejren i april 1945, og via Røde Kors’ færge "M/S Rönnskär" endte søskendeparret i Sverige.
Ved Stockholms Universitet uddannede Fried sig siden til psykolog, i 1988 begyndte hun at forelæse om holocaust på skoler og uddannelsesinstitutioner, og i 1992 debuterede hun som forfatter. Hun havde i årevis skrevet dagbøger for at bearbejde traumerne fra de nazistiske udryddelseslejre, og siden udgav hun en række roste bøger om sine oplevelser.
”Hédi Fried har gjort en uvurderlig indsats, for at vi skal huske holocaust. Det er ikke bare jødernes pligt at gøre det, men alle menneskers. Vi har mistet en uhørt vigtig stemme,” siger Petra Mårselius, leder på Forum for levende historie, som hører under det svenske kulturministerium, i Svenska Dagbladet.
Med årene blev Hédi Fried et fremtrædende navn i den offentlige debat. For nok var hun klejn af statur, men hendes meningers mod indgød ærefrygt. Som da hun for fire år siden deltog i en demonstration mod lokale nazister i midtsvenske Dalarna.
”Hun så racisme og uretfærdighed og forstod, at det kan dukke op i forskellige former til forskellige tider,” siger forfatteren og vennen Stina Wirsén til nyhedsbureauet TT:
”Hun var ikke bare sit eget traume. Hun holdt ikke ved det, hun selv var en del af, hun så tværtimod hele menneskeheden.”
Selvom Hédi Fried dedikerede sit liv til oplysning om et af historiens mørkeste kapitler og var en evig påmindelse om, at demokratiet ikke kan tages for givet, var hun ikke desto mindre selv optimist.
”Historien har vist, at de gode vinder til sidst. Ja, man kan blive skræmt, men man må aldrig give op,” sagde hun i et interview med magasinet Populär Historia i 2017.