Var Otto Leisner blevet lige så berømt i dag, som han blev det i de tidligere monopoldage, da han var ansat i Danmarks Radio?
Et eller andet sted er det umuligt at tro andet. Fordi han er blevet berømt på en måde, som rækker langt udover det normale. Otto Leisner er blevet en institution. Han er stadig en legende i dansk tv's historie, alle over 30 kender navnet, og selv de under har hørt om ham gennem de nye generationer af tv-folk. For Otto Leisner har været med i et klip i Jarl Friis-Mikkelsens AHA-quizzer, skuespiller og tv-forfatter Casper Christensen har henvist til ham, og sådan kan Otto Leisners navn aldrig dø. For han er en del af vores historie, af vores allermest hverdagsagtige virkelighed: tv'et. Vi har været så tæt på ham, som man kan komme på et menneske – uden at være det.
Hvorfor han blev så stort et navn, så elsket af alle – i hvert fald med tiden? For undervejs i tv-karrieren var han med sine populære, lette og muntre underholdningsprogrammer jo samtidig synonym med den forfladigelse af danskernes liv og hjerner, som mange mere intellektuelt indrettede kritikere af tv havde som benzin på deres tilværelse.
Det helt oplagte svar er jo, at det var, fordi han mente det. Kan nogen komme i tanke om en mere ægte vært? Otto Leisner mente virkelig det, han lavede. Han stod mere end 200 procent inden for det. Og det smittede. Det nåede ud over skærmen, så vi gad det uanset hvad. Personligt har jeg da som barn siddet og smugluret med på hans berømte "Hopla"-udsendelser, der nu mere havde min mormor som målgruppe – og jeg kan huske dem. Kan huske hans smittende latter, når skuespillerne jokede med ham, eller han selv sagde forkert – hvad han var specialist i at gøre på en meget charmerende, underholdende måde.
Og intet i denne verden er sværere end at lave god underholdning, som mange mennesker vil se. For Otto Leisners vedkommende var det nærmest alle, der så med på "Kvit eller dobbelt", "Fup eller fakta" og som stadig går rundt og siger "På med pilen, Palle" på grund af hans show "Den gyldne pil" fra 1972.
Samtidig har Otto Leisner også altid været så ukrukket. Så ligetil. Han er folkelig i ordets mest mente betydning. Han har været toastmaster, quizleder, brevkassebestyrer og ikke mindst oversætter af legendariske popsange som for eksempel "Blot slentre gennem regn" med Grethe Ingmann. Men nu var hans karriere også startet som blandt andet hyggepianist på de københavnske spiserestauranter sideløbende med jurastudierne.
Det blev ikke til en karriere som jurist – selvom Otto Leisners evige elegance på mange måder passede til dét job – men til en karriere i musikken. Omend på en anden måde. Han kom til det endnu unge Danmarks Radio i 1945 som deltidsansat, efter at have skrevet et, siger han selv, "frækt" ansøgningsbrev til Statradiofoniens leder, Lawaetz, om, at hvis de ville noget med mediet, kom de ikke uden om ham.
Det må man erkende, han havde mere end ret i. Men det opdagede DR først for alvor i 1957 med programmet "Pladeparaden", der blev Leisners helt store gennembrud og placerede ham som den ukronede, men ubestridte konge af underholdning i fjernsynet – som det jo hed dengang.
Otto Leisner lod sig symbolsk nok pensionere fra DR i 1987 – året inden TV 2 definitivt brød monopolet på dansk tv. Han har siden været inde som gæst i quizzer, har passet sin brevkasse med sjove læserhistorier i Familie-Journalen og ellers nydt at have god tid i sit hus i Dragør sammen med hustruen Ruth, som hele Danmark var på fornavn med – for hun var jo gift med vores allesammens Otto.