Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det har været at blive ikke alene farmor, men også oldemor. Mine fem børnebørn og to oldebørn er guldet i mit liv. Sammen med det at blive mor er det de flotteste titler, jeg har fået i mit liv. Man kan have fine, formelle titler, men livets titler er de bedste. Jeg var selv 22 og 25 år, da jeg fik mine sønner, de har gjort mig kunsten efter og fået børn, da de var i midten af tyverne. Så vi er en familie med unge forældre og bedsteforældre.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Jeg var minister i 1993 og 1994. Det var spændende og en udfordring, men det var rigtigt sjovt at være med på den store klinge i OSCE, hvor jeg var med fra 1994 til 2000. Det var toppen af min karriere at blive parlamentsformand og vicepræsident her. OSCE arbejder med europæisk sikkerhed og valgobservationer. Under den første krig i Europa i nyere tid – på Balkan – skulle jeg på vegne af den vestlige verden beslutte resolutioner i forbindelse med opløsningen af Jugoslavien. Samtidig var jeg den første kvinde, der var formand for Det Udenrigspolitiske Nævn i Danmark. Det var jeg seks år i træk.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det har Nelson Mandela, som jeg har mødt tre gange, Kennedy-familien, Hillary og Bill Clinton, Benazir Bhutto (pakistansk politiker, red.), Moder Teresa. Jeg har mødt alle stjernerne på min politiske himmel, og det har betydet meget for min orienteringssans. De var de værdier, de påstod at være.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Det gør jeg slet ikke. Min far var den mest agtværdige, troværdige, betroede og solide skatteprokurist i Danske Bank – han må have roteret flere gange i sin grav siden – og min mor var hjemmearbejdende husmor, som ingen ambitioner havde, heller ikke på mine vegne. Så derfor ser jeg min bedstemor i mig selv. Hun var en skarp kvinde, som giftede sig med en kaptajn og boede på Rømø, hvor kvinderne jo klarede ”hele nationaløkonomien”, mens mændene var ude at sejle. En gang imellem kom deres mænd hjem og lavede nogle flere børn, så sejlede de ud igen og overlod Rømø til kvinderne. Hende identificerer jeg mig med.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Ikke noget. Jeg har taget de kampe, der bød sig. Jeg synes ikke, jeg har fortrudt de beslutninger, jeg har taget. Der kunne have været et dybere og større vidensgrundlag, men det er sådan noget, man kan se i bagklogskabens lys. Men det kan man ikke bruge til noget.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
I 1973 var jeg ordfører på loven om den frie abort. Sammen med Inge Krogh havde vi nogle vældigt interessante og ordentlige diskussioner, og vi drog landet rundt i alle byer og sogne og talte om fri abort i Danmark. Vi blev svinet til i den offentlige debat af læger, præster og øvrigheden. Men jeg var via historien overbevist om, at jeg gjorde det rigtige. Jeg vil sammenligne det med, at jeg på det seneste er sprunget ud i MeToo-debatten, og jeg mener, at samtykke-lovgivningen er den næste begivenhed i kvinders rejse til retten til egen krop.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Min yngste søn døde, da han var 35 år. Han havde kræft, men døde ved, at en garagelæge, der skulle tømme hans ene lunge for væske, stak en millimeter ved siden af og ramte hjertekranspulsåren. Vi havde lægemangel også dengang, og han var en af de lægeuddannede, som var inviteret hertil for at arbejde på vores hospitaler. Det var hans første dag i praksis, han stak forkert, og min søn døde i løbet af ti minutter i mine arme. Jeg var med min søn hele den dag. Han skulle om morgenen på Bispebjerg Sygehus og have lys, og så havde han set, man kunne få billige sandaler i Fritidssport. Der var vi forbi, og derefter på Rigshospitalet, hvor de kunne høre vand i den ene lunge. Røntgen konstaterede, at det var rigtigt, og tilbage på stuen kom der så det, jeg vil kalde en garagelæge. Dermed mener jeg en uden kvalifikationer som en dansk læge. Han stak, ramte forkert, og fire års kamp mod kræften var dermed slut. Min søn var far til Carl på to år og til lille Valdemar på to måneder. Det er min største sorg, og den har jeg med i bagagen. Livets mønt har to sider, den ene er kærlighed, den anden er sorg, og de er lige store.
Hvad tror du på?
Jeg kalder mig kulturkristen. Jeg meldte mig ud af folkekirken, da jeg var 18 år, men da jeg flyttede til Fredensborg for halvandet år siden, melde jeg mig ind igen. Vi har den mest vidunderlige lokale præst, og hende har jeg haft et par samtaler med. Hun er et klogt menneske med fødderne på jorden, og det er hende, der skal ekspedere mig op i stjernerne.