Helle Fagralid: På livets scene er der både godt og ondt

For den kongelige skuespiller Helle Fagralid er tilværelsens gråzoner noget af det mest interessante ved livet. I skuespillet har hun mulighed for at undersøge alle menneskets modstridende følelser. I dag fylder hun 40 år

Efter 14 år som skuespiller på Det Kongelige Teater går Helle Fagralid andre veje som freelancer. Men før hun tager hul på sin nye karriere, kan hun i dag fejre 40-årsfødselsdag.
Efter 14 år som skuespiller på Det Kongelige Teater går Helle Fagralid andre veje som freelancer. Men før hun tager hul på sin nye karriere, kan hun i dag fejre 40-årsfødselsdag. . Foto: Nils Meilvang/Scanpix.

William Shakespeares skuespil ”Hamlet” er mere end blot en klassisk tragedie, der samler støv på bog- reolen, eller en kedelig, gammel traver på de skrå brædder.

For den kongelige skuespiller Helle Fagralid er det en skildring af kontrasterne mellem det rigtige og det forkerte. En handling, som publikum selv skal få meningen ud af, fordi alle mellemregningerne er udeladt. Og en fortælling om alle de følelsesmæssige gråzoner, der gør os alle til mennesker.

Det er netop disse sider af tilværelsen og dramatikken, der optager Helle Fagralid i det private og professionelle liv.

”Jeg mener, mennesket indeholder både det gode og det onde, og jo mere vi prøver at undertrykke det onde, jo mere vil det kæmpe for at komme op til overfladen. Det er menneskets evige kamp, drifterne over for moralen, og det er jo også det, de store dramaer handler om,” har Helle Fagralid fortalt i et interview med Kristeligt Dagblad.

Helle Fagralid, som i dag fylder 40 år, blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2001. Kort tid efter blev hun fastansat ved Det Kongelige Teater. Det var også her, hun selv prøvede kræfter med Shakespeares tragedie om den danske prins, da hun som den søde Ophelia stod over for Hamlet, spillet af Nicolas Bro, i 2008.

Ud over at have medvirket i flere store opsætninger på Det Kongelige Teater samt været en del af teatereksperimentet Det Røde Rum samme sted har hun blandt andet også spillet desperat mor til et kidnappet barn i tv-serien ”Forbrydelsen” samt en fødselsdeprimeret mor, der slår sit eget barn ihjel i Nils Malmros’ film ”Sorg og glæde”.

Før hun fandt vej ind i teaterets verden og det rum, hvor hun professionelt fik mulighed for at undersøge den menneskelige natur, voksede hun op i den nordsjællandske by Helsingør. Den by, der også danner rammen om Hamlets fortælling. Helle Fagralids forældre blev skilt, da hun var to.

Forældrenes skilsmisse gav hende tilværelsens kontraster, der også tiltaler hende i livet og hos andre mennesker. Fra hendes mor arvede hun sensitivitet, temperament og gode manerer. Begge forældre var meget socialt bevidste, men hos faderen og dennes nye familie fyldte fællesskabet i særlig grad.

Fra et tidligere ægteskab med trommeslageren Stefan Pasborg har hun sønnen Louis. De sociale værdier, hun selv voksede op med, forsøger hun i dag at give videre til sit eget barn, har hun sagt her i avisen.

For Helle Fagralid har en samfundskritisk bevidsthed, hvor hun ikke er bange for at påpege det ansvar, vi har over for hinanden som medmennesker. Et ansvar, hun også nogle gange har kæmpet med at lægge fra sig for at kunne give slip mentalt.

I dag er hun gift med filminstruktør og dramatiker Ole Bornedal. Parret bor i Hellerup nord for København med deres fem sammenbragte børn, og i 2013 blev hun ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.