Der er gang i et større oprydningsarbejde i Eva Tøjner Götkes hus i Odense for tiden. For første gang i næsten 30 år skal sognepræsten nemlig flytte, og i disse dage afgøres det, hvilket inventar der får lov til at komme med over til det nye hjem på den anden side af Storebælt.
Efter 27 år som præst i Thomas Kingos Kirke i Odense flytter Eva Tøjner Götke til Helsingør, hvor hun på søndag indsættes som domprovst i byens domkirke, Skt. Olai Kirke. I sidste weekend havde hun sin sidste gudstjeneste i den fynske sognekirke, hvor hun fik taget afsked med kollegerne og menigheden.
”På den ene side er det meget vemodigt, for det har været et fantastisk sted at være præst, og efter alle de år har jeg fået et særligt bånd til mange folk. Så det er et stort farvel. På den anden side var det tid til nye udfordringer, og jeg glæder mig meget til de nye opgaver, der venter mig. Så der er mange følelser på spil for tiden,” siger hun.
57-årige Eva Tøjner Götke har med egne ord altid vidst, at hun skulle være præst. Fascinationen og nysgerrigheden over for kristendommen går langt tilbage og blev blandt andet også præget af hendes morfar, der var præst. I 1991 blev hun uddannet teolog ved Aarhus Universitet, og herefter arbejdede hun først som præst på Østerbro i København og derefter i Birkerød Sogn i Nordsjælland, før hun i 1994 kom til Thomas Kingos Kirke. Her er hun blevet kendt som en dygtig, skarp, nærværende og sjov præst, der er sprængfyldt med idéer, og der med sine prædikener får ”Gud og evigheden til at række længere ud end den time, en gudstjeneste varer,” som en kirkegænger tidligere har udtalt til Kristeligt Dagblad.
Begejstringen gjorde også, at hun af menighedsrådet blev opfordret til at stille op til bispevalget på Fyn i 2012, hvor den nuværende biskop, Tine Lindhardt, blev valgt. Senere blev hun næstformand i Præsteforeningen fra 2014 til 2018, og hun ser nu frem til igen at skulle beskæftige sig med folkekirken og præsternes arbejde i et større perspektiv.
”Som domprovst er man både præst, provst, leder, forvalter og administrator, og jeg glæder mig til at få indflydelse på det hele og til at udfordre mig selv. Jeg ser frem til at være med til at skabe en god kultur for kirkelivet i provstiet og til at blive en del af Helsingør Stift og få medindflydelse på folkekirken og den vej, den går i disse år,” siger hun.
Hvilken vej synes du, det er?
”Jeg mener, at vi befinder os i en tid, hvor det er vigtigt, at vi bliver ved med at kæmpe for det lokale engagement og for de mennesker, der støtter op om kirken lokalt, og laver kirke på den måde, der passer til deres sogn. Det er vigtigt, at vi finder en god balance mellem det lokale og det fællesskab, som sognene også er en del af i provstiet.”
Hvordan gør man det?
”Det gør man ved at skabe en kultur, hvor vi taler sammen i provstiet. Det skal være en kultur, hvor menighedsrådene bringes sammen og forstår sig selv som en del af det fællesskab, der er i et provsti. Samtidig skal præsterne også opleve, at de kan bruge og støtte hinanden. Det handler om at opbygge en kultur, hvor man taler sammen og inspirerer hinanden og løser nogle opgaver sammen,” siger hun.
Ligesom der skal findes en balance mellem det lokale og det fælles for provstiets sogne, tror Eva Tøjner Götke, at det er vigtigt at finde en balance mellem provsterollen og præsterollen. De administrative og økonomiske opgaver – som der er mange af for en provst – må ifølge hende ikke løbe med al opmærksomheden.
”En provst er også præst. Den faglige ledelse er vigtig. Teologien skal med, når vi administrerer og forvalter. For de beslutninger, der tages, skal være til gavn for kirkelivet og for forkyndelsen. Det må ikke bare handle om økonomi, men også om teologi,” siger hun.
Selv er Eva Tøjner Götke også glad for, at provsteembedet ikke betyder, at hun slipper præstegerningen.
”Jeg er meget glad for at være og forblive præst, og jeg glæder mig til at møde den nye menighed og holde gudstjenester i den fantastiske Skt. Olai Kirke, som har et varmt, spændende, liturgisk og historisk rum,” siger hun.
Kristeligt Dagblad har tidligere beskrevet ansættelsesforløbet i Helsingør Stift, da 6 ud af 11 menighedsrådsmedlemmer i domkirken undervejs valgte at indsende en klage til Kirkeministeriet. Anledningen var, at de følte sig presset til at indkalde visse kandidater til samtale og se bort fra andre samt følte, at den konstituerede domprovst varetog biskoppens interesser frem for menighedens. Menighedsrådet har dog også meldt deres glæde ud over den nye ansættelse og fortalt, at de har fået en domprovst, som rådet har peget på.
Som ny domprovst erstatter hun Steffen Ravn Jørgensen, der tidligere i år gik på pension efter 19 år i embedet.