Hendes hjerte banker for publicisme

55-årige Elisabeth Nøjgaard, der er tidligere forlagsdirektør på Gyldendal, blev i går valgt som nyt medlem af Kristeligt Dagblads bestyrelse

Elisabeth Nøjgaard, der indtil sidste år var ansat på forlaget Gyldendal, er nyt medlem af Kristeligt Dagblads bestyrelse. –
Elisabeth Nøjgaard, der indtil sidste år var ansat på forlaget Gyldendal, er nyt medlem af Kristeligt Dagblads bestyrelse. – . Foto: Robin Skjoldborg/Ritzau Scanpix.

Da Elisabeth Nøjgaard var barn, tog hun gerne plads på kirkebænken i Frederiksberg Kirke ved København, hvor hendes farfar var sognepræst, eller i kirken i Bellinge, lidt syd for Odense, hvor hun er vokset op. Her var hendes mor menighedsrådsformand, og i ungdomsårene var Elisabeth Nøjgaard selv kirketjener i den fynske kirke.

Siden dengang har arbejdslivet taget hende andre steder hen, men værdierne fra folkekirken har hun holdt fast i. Og i går blev Elisabeth Nøj-gaard, der er uddannet advokat og i 19 år var ansat hos forlaget Gyldendal som først juridisk direktør og siden koncern- og forlagsdirektør, så valgt som nyt medlem af Kristeligt Dagblads bestyrelse på avisens generalforsamling.

Elisabeth Nøjgaard, der er født i 1963, har allerede erfaring med bestyrelsesarbejde fra sine poster ved Scenatet ensemble for kunst og musik, hvor hun er bestyrelsesformand, og fra Ole Haslunds Hus, hvor hun er direktør og bestyrelsesmedlem. Nu glæder hun sig til at træde ind i Kristeligt Dagblads bestyrelse.

”Jeg har en enorm stort respekt for Kristeligt Dagblad som avis og som medie. Det er en utrolig dygtig ledelse, der har stået bag avisens loyale og stigende læsertal år efter år, og i en fragmenteret og globaliseret verden, hvor fake news og flygtighed er en tendens i mediebilledet, er det værdifuldt med et medie, som holder knivskarpt fast i en profil, som er så tydelig, genkendelig og valid på temaerne etik, tro og eksistens,” siger Elisabeth Nøj-gaard, der i dag arbejder som uafhængig rådgiver for medievirksomheder.

I det nye bestyrelsesmedlem får avisen ifølge Elisabeth Nøjgaard selv et medlem, hvis hjerte banker for publicisme. Hun er fascineret af digitalisering og de mange nye muligheder, mediebranchen med digitaliseringen får for at skabe nye og mere tilgængelige produkter. Noget, hun anser som vigtigt for ikke bare at holde fast i den faste læserskare, men også for at nå det yngre publikum, som i denne tid ifølge Elisabeth Nøjgaard i høj grad har brug for kurateret nyhedsformidling.

Det nye bestyrelsesmedlem bor i dag i Gentofte nord for København, men siden barndommen på Fyn har hun blandt andet også haft bopæl i Spanien, Frankrig og England. Fyn har dog stadig en helt særlig plads hos Elisabeth Nøjgaard, og det er hér, at hun, hendes tre voksne børn, hendes søskende og resten af den store familie drager hen hver sommer for at nyde tid sammen i familiesommerhuset ved Helnæsbugten.